Store mængder regn kan føre til oversvømmelser, fordi vandstanden allerede er høj i mange åer og vandløb.

Sjælland har fået over 50 millimeter regn – mere er på vej

Aboud Al-Hilw forsøger at rense afløbet, som på grund af den megen regn er godt stoppet til på Tagensvej i København torsdag. Aboud var på vej fra Østerbro mod Nordvest for at hente sin søn fra skole, men da han kommer forbi massive vandmængder på Tagensvej, beslutter han sig for at smøge bukserne op og tage initiativ. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Aboud Al-Hilw forsøger at rense afløbet, som på grund af den megen regn er godt stoppet til på Tagensvej i København torsdag. Aboud var på vej fra Østerbro mod Nordvest for at hente sin søn fra skole, men da han kommer forbi massive vandmængder på Tagensvej, beslutter han sig for at smøge bukserne op og tage initiativ. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Torsdagen har været kold og våd, særligt i den østlige del af landet.

Mange steder er der faldet mellem 20 og 40 millimeter regn. På Østsjælland er der nogle steder faldet over 50 millimeter.

Også særligt Amager og København har fået meget regn.

Og det våde vejr fortsætter.

Fredag ser ud til at byde på en del skyer, og særligt i den centrale og østlige del af landet kommer der spredte byger.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Erik Hansen, som dog påpeger, at det bliver noget mere afdæmpet end torsdag. Der er tale om et etcifret antal millimeter.

»Der kommer ikke så meget regn, som allerede er faldet, men man vil selvfølgelig helst have helt tørvejr«.

»Nedbørsmængderne bliver efterhånden relativt begrænsede, og der kan kan komme lidt spredt regn og byger, men det er slet ikke i de mængder, som vi har set torsdag«, siger meteorologen.

Vest for Storebælt har der torsdag ikke været nær så store problemer med vandmængderne som østpå.

Til B.T. fortæller indsatsleder ved Midt- og Sydsjællands Brand og Redning Jens Kragbæk, at torsdag har været en travl dag.

Særligt slemt har det været i landsbyen Hovby på Sydsjælland.

»Hele landsbyen har været oversvømmet. Der har været halvanden meter vand i gaderne«, siger Jens Kragbæk til B.T.

Djursland i det østlige Jylland har fået omkring 20-30 millimeter regn, men ellers er Jylland sluppet rimelig smertefrit.

De store regnmængder har flere steder ført til oversvømmelser. Jorden er mættet, og vandstanden i åer og vandløb er mange steder høj i forvejen.

»Langvarig regn giver problemer for huse, der lokalt ligger lavt, og også viadukter og lavtliggende vejstrækninger. Alle steder, hvor vandet kan søge ned, får problemer, når der kommer et udbredt regnvejr over 24 timer, som vi nu har haft«, siger Erik Hansen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her