Terrorsagen mod fire nu frifundne yngre mænd har fundet sin rette afgørelse. Det mener professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard.
Sagen bør derfor ikke ankes af anklagemyndigheden, siger han.
»Jeg har det helt personlige og principielle synspunkt, at når der foreligger en fuldstændig enstemmig afgørelse, som er klokkeklar, og der har været gennemført en omfattende bevisførelse på baggrund af en meget grundig og ressourcekrævende efterforskning i en alvorlig sag med en meget belastende anklage, hvor de tiltalte har siddet varetægtsfængslet i halvandet år, så synes jeg egentlig, at nok må være nok«, siger han.
Anklagemyndigheden bør ikke anke
Københavns byret frifandt tidligere tirsdag fire yngre mænd for medvirken i og bistand til de terrorhandlinger, som Omar el-Hussein gennemførte i februar 2015 ved Krudttønden og synagogen i København, hvorved to personer blev dræbt.
Bør anklagemyndigheden dermed lade være med at anke sagen?
»Det er svært at se, hvad der skulle være begrundelsen for, at en sag af den her type skulle ankes til ny bevisførelse. Jeg synes egentlig, at det er en uskik, hvis anklagemyndigheden, som ikke har vundet i første omgang, sådan uden videre skal kunne få endnu et skud i bøssen medmindre, der har været dissens eller afgørelsen afspejler en eller anden klar usikkerhed om, hvad der kunne lægges til grund. Og det gør den her sag ikke«, siger Jørn Vestergaard.
Intet andet udfald
Jørn Vestergaard peger på, at sagen er forberedt og tilrettelagt med stort brug af ressourcer. Den har kørt over mange retsdage, og der er, ifølge Jørn Vestergaard, næppe noget, man vil kunne hægte en eller anden tro på, at sagen kunne få et andet udfald i anden omgang.
»Hvis der dukker nye beviser op, så kan man køre det en gang til. Der er ikke juridiske spørgsmål, som har givet anledning til tvivl om, hvor grænserne for terrorparagrafferne går, eller hvor grænserne for medvirkensbegrebet er. Det er slet ikke det, som afgørelsen drejer sig om. Det handler om, at det ikke er blevet bevist, at de tiltalte efter klokken 21.17 på gerningsaftenen har hjulpet eller tilskyndet Omarel-Hussein til noget som helst. Der er ikke retsspørgsmål eller bevisspørgsmål, som står og dirrer i vinden, og som det ville være principielt rigtigt at få prøvet ved en højere instans«, siger han.
Var det usagligt, at anklagemyndigheden anlagde sagen.
»Det mener jeg ikke, man kan sige, men det har nok været på vippen. Afvejelsen har været, om der skulle rejses tiltale for terror eller for noget mindre. Altså det her med grov våbenbesiddelse. Det har ikke været oplagt at gå hverken i den ene eller den anden retning» siger han.
Retfærdigheden er sket fyldest
Sagen har været genstand for en af Danmarkshistoriens mest omfattende efterforskninger.
»Der er ingen tvivl om, at myndighederne har gjort sig stor umage og brugt mange ressourcer i den måde, de har tilrettelagt sagen på. Man må bare sige, at nu foreligger der en entydig og klokkeren frifindelse med tre juridiske dommere og seks lægdommere som i fuld enstemmighed pure har frifundet de fire tiltalte«, siger Jørn strafferetseksperten.
Er retfærdigheden sket fyldest?
»Det er udtryk for, at retsstatens grundprincipper har stået deres prøve. At anklagemyndigheden har bevisbyrden og at begrundet tvivl skal komme de tiltalte til gode. Så i den forstand kan man kun nikke anerkendende til dommen. Det har ikke været nemt for hverken de juridiske dommere eller lægdommerne at frigøre sig fra forventningen om, at nu skulle der sættes et godt og grundigt, håndfast punktum, for når nu den egentlige gerningsmand ikke findes mere, så kunne man pr. stedfortræder få retfærdigheden til at ske fyldest. Jeg mener, at retfærdigheden er sket fyldets, fordi det har været muligt for sagens dommere og lægdommere at frigøre sig fra den slags forventninger«, siger Jørn Vestergaard.
