»Vi fortsætter naturligvis vores kamp for, at danskerne kan blive ved med at være danskere i deres eget land«, siger Stram Kurs-lederen

Rasmus Paludan erkender valgnederlag


STran Kurs-lederen Rasmus Paludan ankommer til valgfesten hos Stram Kurs på Christiansborg i København, som han må forlade igen på grund af utilstrækkelig tilslutning.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
STran Kurs-lederen Rasmus Paludan ankommer til valgfesten hos Stram Kurs på Christiansborg i København, som han må forlade igen på grund af utilstrækkelig tilslutning. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det lykkedes ikke Stram Kurs at sparke døren ind til Folketinget på Christiansborg.

Og partistifteren har nærmest erkendt sit nederlag i en tale til partifællerne:

»Det ser ikke ud til, at jeg skal med i en dronningerunde, så får jeg jo mere tid til at være på Folkemødet i næste uge«, sagde Rasmus Paludan til sine støtter.

Stram Kurs lå under spærregrænsen på 2,0 procent på landsplan med 98,2 procent af stemmerne talt op.

Nu er alle stemmer talt op, og partiet ender med en tilslutning på 1,8 procent.

Partiet fik ikke et kredsmandat i Sjællands Storkreds, hvor partilederen er opstillet.

Det viser resultatet fra valgkredsen, hvor Stram Kurs har fået lidt over 14.000 stemmer.

Vil udnytte tilskud

Det var ikke Rasmus Paludans højeste ønske at komme i Folketinget, sagde han.

»Men at forhindre Danmarks totale undergang. Det vil jeg blive ved med at forhindre, til den dag jeg dør, og jeg regner med at blive gammel«, sagde Stram Kurs-lederen.

»Jeg håber, at vi nu har tid, med de tilskud, vi får, til at udvikle partiet«.

Det er første gang, at Stram Kurs og partileder Rasmus Paludan stiller op til Folketinget.

Der har været stor spænding om, hvorvidt den racismedømte, højreradikale politiske leder havde tilstrækkelig opbakning ude omkring i landet til at blive valgt.

Det viste sig ikke at være tilfældet.

Partiet har kæmpet om stemmerne med et andet yderfløjsparti Nye Borgerlige.

De er imidlertid her hvor valgresultatet foreligger valgt ind i Folketinget med 4 mandater.


Frank Hvilsom

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her