Regel i hjælpepakke rammer kun lille del af de milliarder, som sendes til skattely for at undgå skat i Danmark.

Trods politisk aftale: Selskaber i skattely kan stadig få hjælp fra statskassen

Finansminister Nicolai Wammen præsenterede sammen repræsentanter for alle Folketingets partier den første store hjælpepakke 19. marts. I fredags fandt den seneste udvidelse sted med en knap så effektiv skattelyklausul.  Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Finansminister Nicolai Wammen præsenterede sammen repræsentanter for alle Folketingets partier den første store hjælpepakke 19. marts. I fredags fandt den seneste udvidelse sted med en knap så effektiv skattelyklausul. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Enhver kan se logikken og rimeligheden: Den, der skruer sin virksomhed sammen, så den undgår at betale skat i Danmark, skal ikke have lov at stikke snablen i statskassen for at få del i Folketingets hjælpepakker til erhvervsdrivende, som er truet på deres eksistens i coronakrisen.

Den mulighed blev bare ikke bremset i den udvidelse af hjælpepakkerne til erhvervslivet, som alle partier i Folketinget blev enige om i fredags.

Aftalen fik Enhedslisten til at konstatere, at »ny hjælpepakke kan ikke gå til skattely«, mens det socialdemokratiske nyhedsmedie PioPio konstaterede, at »Virksomheder i skattely kan ikke længere få del i statslig corona-krisehjælp«.

Folketinget forlænger og udvider hjælpepakker for 100 milliarder

Begge udsagn er et stykke fra virkeligheden. ’Skattely’ er i aftalen defineret som de 12 lande, som står på EU’s sorte liste over skattely – og de 12 lande spiller kun en meget lille rolle, når virksomheder vil undgå at betale skat i Danmark.

Det viser dugfriske tal fra projektet The Missing Profits of Nations, som er et samarbejde mellem tre forskere på universitetet i Berkeley i Californien, USA og Københavns Universitet.

Deres forskning viser, at ud af de 33 milliarder kroner fra selskabers overskud, som i 2017 blev ført ud af Danmark til skattely, gik allerhøjst 6,3 procent til de lande, som er på EU’s sorte liste, og som reglerne i hjælpepakken handler om.

Mens hele 87,5 procent af de mange milliarder blev kanaliseret til EU-lande som Irland, Holland, Luxembourg, Belgien og Malta, som ikke er på listen og aldrig kommer der.

»Det muliges kunst«

Dermed kan langt de fleste af de virksomheder, som sender overskud fra Danmark i skattely, fortsat få glæde af de næsten 400 milliarder kroner, som Folketinget har stillet til rådighed for hjælpepakkerne, hvis de opfylder de andre kriterier, blandt andet at omsætningen er faldet med mindst 35 procent.

Danmark skal finde 250 milliarder kroner »i højt tempo«

»Hensigten med aftalen er sympatisk, men når den ikke gælder lande som Irland, Holland og Luxembourg, ligner det et slag i luften«, siger Ludvig Wier, Berkeley universitetet, som er en af de tre forskere bag undersøgelsen.

Det var Enhedslisten, som fik skattely med i den nye aftale, og politisk leder Pernille Skipper ved godt, at den langtfra er effektiv.

»Jeg skal gerne erkende, at træerne vokser ikke ind i himlen med den her beslutning. Vi påpeger i aftalen, at vi ikke vil acceptere, at virksomheder kan få del i hjælpepakkerne, hvis de ikke har bidraget ved at betale skat i Danmark, men i praksis har virksomheder mulighed for at gøre det«, siger Pernille Skipper.

»Danmark har underkastet sig EU’s betingelser, og i den situation har vi erkendt, at der var meget lidt andet at gøre i den akutte situation. Det viser bare pointen med, at EU’s liste har meget klare mangler. EU-listen er et kæmpe problem for bekæmpelsen af skattely«, siger Pernille Skipper.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) forholder sig i et skriftligt svar til Politiken ikke til aftalens meget begrænsede rækkevidde:

»Vi strækker os som samfund utroligt langt for at hjælpe lønmodtagere og virksomheder gennem krisen og har indtil videre lavet hjælpepakker for næsten 400 mia. kroner. Jeg synes, det er et fornuftigt princip, at man selvfølgelig ikke den ene dag kan stå og bede Danmark om hjælp og den næste dag vende fællesskabet ryggen og sende sine penge til et land på EU’s skattelyliste«.

Irland, Holland og Luxemburg topper: De største skattely ligger i EU

Aftalens betydning kan vise sig at være endnu mindre, når ordene er fortolket færdig.

Hvad betyder det for eksempel, at virksomheder kan udelukkes fra hjælpepakken, hvis de har »base i skattely«?

Hvis meningen er, at virksomhedens hovedkvarter skal være placeret i et af de 12 lande på EU’s sorte liste – Amerikansk Samoa, Caymanøerne, Fiji, Guam, Oman, Palau, Panama, Salomonøerne, Seychellerne, Trinidad og Tobago, De Amerikanske Jomfruøer og Vanuatu – vil reglen ramme endnu færre. Erhvervsministeriet havde tirsdag endnu ikke svar på det spørgsmål.

Endnu mere usikkerhed knytter sig til den del af teksten, som siger, at virksomheder, som bruger et af EU-listens skattely, kun kan udelukkes fra hjælpepakken, hvis »EU-retten og eventuelle andre internationale forpligtelser, som Danmark eller EU har påtaget sig« tillader det.

Hvad det præcist indebærer, arbejder embedsmænd i flere ministerier lige nu på at gøre klart.

---------

Rettelse: I en tidligere version fik man indtryk af, at Berkeley er et selvstændigt universitet. Det hører imidlertid under University of California.


John Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her