Ordet ’skattely’ får de fleste til at tænke på små palmebevoksede øer i Caribien, men det er helt forkert: Når multinationale virksomheder som Nike, Facebook eller Google dirigerer overskud, som er tjent på forretninger i Danmark, til andre lande for at slippe for skat, så sendes 84 af hver 100 kroner til et andet EU-land. Danmark mistede på den måde 6,9 milliarder kroner i selskabsskat i 2016. Og billedet er nogenlunde det samme i en stribe andre lande i Europa.
Det viser ny forskning i, hvordan multinationale virksomheder flytter rundt på deres overskud for at slippe billigst muligt i skat. Det nye studie, som offentliggøres fredag, er blevet til i et samarbejde mellem Københavns Universitet og Berkeley University i Californien.


























