I en tidligere udgave af artiklen fremgik det, at der skulle laves et loft over den private pensionsopsparing, så personer med mange penge på kontoen ikke får mulighed for at gå før tid. Den formulering er siden blevet præciseret, så den specifikt omtaler, at personer med private pensionsopsparinger på mere end 2 millioner kroner får mindre i ydelse end andre, hvis de vælger at gå tidligt på pension.
Regeringen præsenterer tirsdag en ret til tidlig pension for personer med mange år på arbejdsmarkedet.
Ifølge flere kilder med kendskab til udspillets indhold barsler regeringen med en model, hvor personer, der opfylder kravene til retten til tidlig pension kan få 13.000 kroner udbetalt om måneden før skat. Det betyder, at ydelsen kan være fastsat ud fra folkepensionens grundydelse plus et tillæg og uden modregning af andre pensioner.
Tidlig start på arbejdsmarkedet
Regeringen barsler med en såkaldt »trappemodel«, hvor man optjener ret til tidlig pension alt efter, hvor lang tid, man har været på arbejdsmarkedet. Hvor præcis snittet vil ligge er fortsat usikkert.
Men en kilde med kendskab til udspillet fortæller, at ordningen angiveligt betyder, at man for at komme i betragtning til den nye tidligere pension, skal have en anciennitet på arbejdsmarkedet på 42, 43 eller 44 år. Ancienniteten opgøres, når man er 61 år.
Det betyder i realiteten, at man skal have trådt ind på arbejdsmarkedet som 17, 18 eller 19-årig. Gjorde man det, kan man ifølge regeringens forslag gå på henholdsvis 1, 2 eller 3 års tidligere pension, end man i dag ville have haft udsigt til, forklarer kilder med kendskab til udspillet til Politiken.
Topøkonom: Her er den enkle måde, der kan betale Arnes pensionPolitiken har været i kontakt med en række kilder tæt på forløbet også blandt organisationer og i fagbevægelsen.
Flere af dem peger på, at det for dem er afgørende, at ordningen baserer sig på objektive kriterier, og at der bliver tale om en decideret ret til tidligere pension.
Det gælder også Formanden for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast, Han kender planen men vil ikke kommentere indholdet.
»Det eneste jeg vil sige er, at jeg har ventet på denne dag, og hold kæft hvor er er jeg glad. Det bliver en glædens dag i morgen, hvor jeg godt tør sige, at flertallet af vore medlemmer får glæde af ordningen«, siger han.
Barsel tæller med
Flere kilder med kendskab til udspillet fortæller samstemmigt, at både barsel og dagpenge tæller med i optjeningen. Deltidsarbejde på minimum 15 timer om ugen tæller også med.
Derudover laves der en ordning, hvor personer med store private pensionsopsparing på mere end 2 mio. kr. får mindre i ydelse end andre, hvis de vælger at gå tidligt på pension.
Regeringen har afsat 3 mia. kr. og tidligere varslet, at man vil hente halvanden mia. kr. fra en finansskat.
Ifølge Politikens oplysninger kan der være tale om bl.a. en differentieret selskabsskat målrettet banker og pensionsselskaber. Derudover ventes en ny aktiebeskatning at komme i spil, forklarer flere kilder med kendskab til udspillet.
fortsæt med at læse


























