To sager om grænseoverskridende adfærd fik i sidste uge den radikale politiker til at opgive politik.

Kristian Hegaard er i tvivl om eventuelt politisk comeback

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Kristian Hegaards politiske karriere sluttede - foreløbig - brat for en uge siden, da han på Facebook bekendtgjorde, at han takkede af.

Det skete efter to sager, hvor han har udvist grænseoverskridende adfærd, fortalte han.

Kristian Hegaard udtræder af Folketinget – Har udvist grænseoverskridende adfærd

Efterfølgende udsendte De Radikale en pressemeddelelse, hvori der blandt andet stod, at partiet håber på et tidspunkt at se Kristian Hegaard tilbage i dansk politik.

Hovedpersonen selv ved ikke, om han vender tilbage engang i fremtiden.

Det siger han i et interview til DR.

»Der er gået en million tanker igennem hovedet på mig de seneste dage om, hvad fremtiden bringer. Jeg tror, at den million tanker kan man ikke sortere i«.

»Lige nu ved jeg, at jeg skal hjem og vande mine chiliplanter. Og hvad fremtiden ellers bringer, ved jeg ikke. Men det har været nogle hårde dage at være igennem«, siger Hegaard.

Han var en af de mest profilerede politikere hos De Radikale, hvor han havde de vigtige poster som rets- og udlændingeordfører.

Husker ikke noget fra den seneste episode

Det er partiets uafhængige kontaktinstans, som håndterer partiets samværspolitik, der for nogle måneder siden gjorde De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, opmærksom på en henvendelse vedrørende Hegaard.

Efterfølgende havde Hegaard og Sofie Carsten Nielsen en samtale om episoden.

Hegaard valgte i sidste uge at takke af i politik, efter at en ny sag fra i sommer dukkede op. Detaljerne i sagerne kendes ikke. Hverken Hegaard eller den radikale ledelse har ønsket at komme nærmere ind på dem.

Hegaard kan ikke huske noget fra den seneste episode, slår han fast. Grundet for meget alkohol. Han vil nu søge hjælp.

»Jeg skulle ikke have bragt mig i den situation af beruselse, så jeg dagen efter havde sorte huller i hukommelsen«.

»Det er noget af det, jeg skal lære og tager med herfra. Jeg kommer til at søge assistance, så det ikke kommer til at ske fremadrettet. Det vil jeg gerne slå fast. Der bliver ændret på det«, siger han.

Sidste år trådte Morten Østergaard tilbage som De Radikales leder efter krænkelsessager, og han er i dag fortid i politik.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her