Ukrainske flygtninge får så få penge fra staten, at kommunerne har svært ved at finde en bolig til dem, som de kan betale. Derfor opfordrer Kommunernes Landsforening nu regeringen til at handle.
En stor del af de ukrainske flygtninge, der kommer til Danmark, er kvinder, som har været tvunget til at efterlade deres mand i Ukraine, hvor han måske endda kæmper mod de russiske tropper. De ukrainske mænd mellem 18 og 60 år må ikke forlade landet. Men fordi kvinderne er gift, bliver de ikke kategoriseret som enlige forsørgere i Danmark. Derfor får de en markant lavere ydelse.



























