Seks S-folketingsmedlemmer og i alt 18 kandidater afviger fra partiets officielle linje i Rwanda-spørgsmål.

S-profiler trodser partilinje om modtagecenter i Rwanda

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Seks socialdemokratiske folketingsmedlemmer har over for Jyllands-Posten tilkendegivet, at de undlader at støtte op om partiets linje i forbindelse med modtagecentre i Rwanda. I alt 18 S-kandidater følger ikke partilinjen. Det er første gang, uenigheden i folketingsgruppen kommer til overfladen, skriver avisen.

I Jyllands-Postens kandidattest, som er identisk med Politikens kandidattest, har seks folketingsmedlemmer, herunder fødevareminister Rasmus Prehn, svaret ’hverken-eller’ til spørgsmålet om, hvor enige de er i følgende udsagn: »Asylsøgere, der kommer til Danmark, skal flyves til et modtagecenter uden for Europa, hvor deres asylsag skal behandles«. Socialdemokratiet har som parti erklæret sig »helt enig« i udsagnet.

De seks folketingsmedlemmer er Jens Joel, Mette Gjerskov, Birgitte Vind, Anne Paulin, Daniel Toft Jakobsen og Rasmus Prehn. Prehn er fødevareminister, mens resten sidder på ordførerskaber på blandt andet EU-, miljø- og klimaområdet.

Udviklingsordfører Daniel Toft Jakobsen uddyber til Jyllands-Posten sit svar i kandidattesten. Han mener, at intentionen i Rwanda-planen er god, men er alligevel »skeptisk«.

»Jeg er i tvivl om, hvorvidt vi faktisk kan dæmme op for menneskesmuglere, hvis Danmark gør det her alene uden andre europæiske lande. Og så er der selvfølgelig også noget omkring nogle forhold i Rwanda, hvor vi i hvert fald har brug for at blive klogere«, siger Daniel Toft Jakobsen, der også tidligere har stillet sig kritisk over for partiets udlændingepolitik.

Tidligere på ugen fik Rwanda-planen også kritik af Poul Nielson, mangeårig udviklingsminister, tidligere EU-kommissær og S-koryfæ.

Rwanda-planen går ud på, at regeringen vil lave et modtagecenter for asylansøgere i det afrikanske land. Det skal ifølge Socialdemokratiet sætte en stopper for menneskesmuglere. Realiseres planen, vil det være den største stramning af dansk asylpolitik til dato, skriver Jyllands-Posten.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her