I dag er Liam duks.
Han skal sætte krydser på tavlen, så alle eleverne i 0. klasse kan se, hvor langt de er nået på dagen. Camilla Winther Olsen hjælper ham med at skille to stole fra hinanden. De har haft musik og frikvarter, så Liam sætter et kryds ud for hver af de to ord med en sort tusch.
Næste punkt er matematik.
»Nu skal I slå op i side 12 i mariehønebogen, det er et 1-tal og et 2-tal«, siger underviseren Kit Isaksen.
Camilla Winther Olsen går rundt ved de lave borde, sætter benene til hver sin side, så hendes ansigt er i højde med børnenes.
»Du er ikke helt færdig, men du er godt på vej«, siger Camilla Winther Olsen til en af børnene.
Logan har barrikaderet sig med det blå fold-ud-penalhus, der skærmer de andre fra at kunne se i hans mariehønebog.
29-årige Camilla Winther Olsen er en af de indstillede til Politikens Pædagogpris, der har til formål at sætte fokus på pædagogers faglighed.
Hun arbejder på skolen, den eneste af slagsen på Læsø med knap 1800 indbyggere, hvor hun agerer støttepædagog i 0. og 5. klasse.
»Vi skal kunne inkludere alle i det omfang, vi kan. For os handler det om at give støtte i klasserne i hverdagen. Det er nok meget Læsø-unikt. I stedet for, at der er specialpladser, inkluderer vi alle i klasserne. For der er jo ikke nok til, at der kan blive en specialklasse herude. Så er det på den her måde«, siger hun.
Jyllandet
Buschaufføren, der sidder klar bag rattet på Vesterø Havn, er en snakkende og fleksibel mand, der gerne holder et uautoriseret sted mellem to stoppesteder.
Så jeg får lov at blive sat af ved foden af mit overnatningssted af bussen, som i øvrigt er gratis at køre med.
På den korte tur til Læsøs centrale by Byrum passerer man huse med titlerne Skippergaarden, Slottet og Skrokhult.
»Nå, nu er det min tur«, siger en ældre herre, da han sætter sig op ved siden af chaufføren »til at være co-rider«, kort efter en anden læsøbo er steget af bussen lige før Byrum.
De to får sig en sludder om cykling. Den lange cykeltur blev hverken i går eller i dag, men i morgen. I morgen skal det være.
Man kan dårligt komme længere væk fra København her i landet, faktisk varer det tæt på ti timer, fra påstigning i toget på Københavns hovedbanegård, til man møder buschaufføren på Vesterø Havn.
Camilla Winther Olsen flyttede til fastlandet, eller »Jyllandet«, som en af børnene siger, da hun var 16. Hun begyndte på pædagoguddannelsen i Århus og havde ikke tænkt, at hun ville flytte »tilbage«.
Hendes kæreste, som også er fra Læsø, fik en praktikplads, der fik dem til at rykke til hjemstavnen. Nu har de boet her i fem år og har siden fået en søn.
»Da jeg var færdig med 9. klasse, skulle jeg bare afsted«, siger hun.
Efterhånden har hun dog svært ved at forestille sig at skulle arbejde på en skole andre steder end Læsø.
»Nu har jeg prøvet det her, og jeg kan godt lide, at jeg kender dem fra 0. til 9. klasse. Jeg kan følge dem og deres udvikling, fordi skolen er så lille. Jeg kender forældrene, og jeg møder dem til arrangementer ude omkring, til fodboldkampe og sådan. Det trives jeg med«, siger hun.
Kan det ikke også være en ulempe at være en form for offentlig person i så lille et samfund?
»Det kan det godt være. For eksempel når der er havnefest, hvor der om dagen er mange børn. Det kan være en svær balance, for der er jeg jo ude for at hygge mig. Jeg tænkte meget over det, da jeg flyttede herover igen. Men det gør jeg ikke længere. Nu er jeg mere etableret«, fortæller hun fra borde-bænke-sættet i skolegården.
Relationsarbejde
Egentlig er Camilla Winther Olsen lidt forlegen over at være indstillet til en pris. For hun gør jo bare sit arbejde, siger hun.
»Jeg tænkte, hvorfor er det, at jeg skal snakke med jer? Men jeg fandt frem, at min force er relationsarbejde. Det er det, jeg kan. Det kan man komme virkelig langt med, især når man kommer længere op ad klassetrinene, så er det relationsarbejde, der er vigtigt. Jeg kommer langt med børnene, fordi de ved, at jeg godt kan lide dem«, siger hun.
Det mærkes. Under Politikens besøg kommer flere af børnene i løbet af frikvarterne hen og giver et kram. Ifølge hende får man børn til at tro på sig selv og til at turde afprøve ting, hvis de føler sig trygge:
»Det vigtigste er at skabe et bånd til dem, så de trives ved, at jeg er der. Så kan jeg få dem til at gøre ting, de måske føler sig lidt skeptiske over for. Fordi de føler sig trygge ved mig. Jeg tror, at ros avler gode handlinger. Man kommer langt med ros og anerkendelse«.
fortsæt med at læse
