Hjemløse Christina havde mistet livslysten. Men så blev hun anbragt på døgntilbud, hvor fire pædagoger gav hende troen tilbage

En forårsformiddag i 2007 stod Christina Campos Tophøj, som dengang var 17 år, uden for opgangen til sin halvsøsters lejlighed i Nordvest i København og ventede på, at en sølvgrå Citroën skulle parkere ved kantstenen, så hun kunne stige ind i den. På skulderen havde hun sit trofaste kæledyr, rotten Delle-Henrik, mens øjnene var skærmet af solbriller og hætten trukket godt ned over ører og pande.

Efter fem måneder som hjemløs med nætter under broer, i parker og på vilkårlige sofaer rundtomkring i København hos bekendte skulle Christina Campos Tophøj flytte ind i Josephine Schneiders Ungdomsboliger. En døgninstitution for anbragte unge, som ligger på kanten mellem Charlottenlund og Skovshoved og hører til Gentofte Kommune. Og det var daværende forstander og socialpædagog Lars Petersen, der kom i bilen for at hente den unge kvinde.

»På det tidspunkt i mit liv var jeg meget ked af det, frustreret og enormt vred. Verden virkede meget hård, og jeg kunne slet ikke overskue noget«, fortæller hun om tiden dengang.

Før livet på gaden havde Christina Campos Tophøjs barne- og ungdom ikke været let. Sammen med sine to yngre søskende er hun vokset på hos sin mor og stedfar, som begge havde et massivt alkoholmisbrug. Og med årene blev især moderen mere og mere voldelig.

»Det startede tidligt med at gå ned ad bakke. Især da jeg var teenager, var det mig, min mor blev vred på. Mig, der stod for skud, når det hele blev for meget. Til sidst tænkte jeg, at hvis ikke jeg stikker af, så lever jeg ikke om 14 dage. Så det gjorde jeg. Stak af«, fortæller hun.

»Samtidig gik jeg til kommunen og bad om hjælp og et sted at bo. Det var så svært, for jeg følte, jeg forrådte min mor. Men jeg havde ikke andre muligheder. Jeg stod virkelig på bunden af livet og havde mistet håbet«.

Så da Christina Campos Tophøjs sagsbehandler tilbød hende et værelse på døgninstitutionen, takkede hun ja, og her indtraf vendepunktet i den husvilde kvindes liv. For hos Josephine Schneiders Ungdomsboliger blev hun grebet af især fire socialpædagoger, som gav hende livsmodet tilbage, sådan at hun i dag lever et med egne ord almindeligt liv, gift med en mand, mor til en søn og godt på vej gennem uddannelsessystemet. For har fire socialpædagoger Puk Farup-Bjerregaard, Susanne Marker, Lars Petersen og Jesper Nielsen vundet Politikens Pædagogpris.

Huset er en øvebane

Sammen med de andre ansatte på institutionen tager de imod unge, som har slået sig alvorligt på livet. Det kan være unge med misbrug, psykiske diagnoser, dysfunktionelle familier og måske med begyndende kriminel løbebane. Fælles for dem er, at de på anbringelsestidspunktet ofte har været ekskluderet af samfundet og deres familie, forklarer Lars Petersen, der netop er gået på pension efter 42 års ansættelse, 27 af årene som forstander.

»Meningen med at bo her er, at den unge bliver i stand til at klare sig selv psykisk, socialt og økonomisk med et højt indhold af livskvalitet. Hos os lærer man at leve livet frem for bare at overleve det. Vi bygger de unge op som et hus. Lægger sten på sten på sten. Og så er meningen, at de unge, når de er i stand til det, selv skal fortsætte det arbejde, vi har sat gang i. Nemlig at opbygge selvværd«, siger Lars Petersen.

Han fremhæver, at 7 ud af 10 beboere på Josephine Schneiders Ungdomsboliger gennemfører en ungdomsuddannelse, mens det på landsplan kun gælder to ud af ti anbragte unge.

»Det vidner om, at vi i temmelig høj grad lykkes med at hjælpe vores beboere med at finde fodfæste i livet«, siger Lars Petersen og tilføjer, at Christina Campos Tophøjs historie langtfra er et særtilfælde. Tværtimod.