0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Hjemløse Christina havde mistet livslysten. Men så blev hun anbragt på døgntilbud, hvor fire pædagoger gav hende troen tilbage

28. oktober 2022
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nord for København ligger en døgninstitution, hvor anbragte unge, der har slået sig gevaldigt på livet, lærer at leve frem for at overleve.

Her fuldfører syv ud af ti en ungdomsuddannelse, mens det på landsplan kun gælder to ud af ti anbragte unge.

En forårsformiddag i 2007 stod Christina Campos Tophøj, som dengang var 17 år, uden for opgangen til sin halvsøsters lejlighed i Nordvest i København og ventede på, at en sølvgrå Citroën skulle parkere ved kantstenen, så hun kunne stige ind i den. På skulderen havde hun sit trofaste kæledyr, rotten Delle-Henrik, mens øjnene var skærmet af solbriller og hætten trukket godt ned over ører og pande.

Efter fem måneder som hjemløs med nætter under broer, i parker og på vilkårlige sofaer rundtomkring i København hos bekendte skulle Christina Campos Tophøj flytte ind i Josephine Schneiders Ungdomsboliger. En døgninstitution for anbragte unge, som ligger på kanten mellem Charlottenlund og Skovshoved og hører til Gentofte Kommune. Og det var daværende forstander og socialpædagog Lars Petersen, der kom i bilen for at hente den unge kvinde.

»På det tidspunkt i mit liv var jeg meget ked af det, frustreret og enormt vred. Verden virkede meget hård, og jeg kunne slet ikke overskue noget«, fortæller hun om tiden dengang.

Før livet på gaden havde Christina Campos Tophøjs barne- og ungdom ikke været let. Sammen med sine to yngre søskende er hun vokset på hos sin mor og stedfar, som begge havde et massivt alkoholmisbrug. Og med årene blev især moderen mere og mere voldelig.

»Det startede tidligt med at gå ned ad bakke. Især da jeg var teenager, var det mig, min mor blev vred på. Mig, der stod for skud, når det hele blev for meget. Til sidst tænkte jeg, at hvis ikke jeg stikker af, så lever jeg ikke om 14 dage. Så det gjorde jeg. Stak af«, fortæller hun.

»Samtidig gik jeg til kommunen og bad om hjælp og et sted at bo. Det var så svært, for jeg følte, jeg forrådte min mor. Men jeg havde ikke andre muligheder. Jeg stod virkelig på bunden af livet og havde mistet håbet«.

Vi bygger de unge op som et hus. Lægger sten på sten på sten.

Så da Christina Campos Tophøjs sagsbehandler tilbød hende et værelse på døgninstitutionen, takkede hun ja, og her indtraf vendepunktet i den husvilde kvindes liv. For hos Josephine Schneiders Ungdomsboliger blev hun grebet af især fire socialpædagoger, som gav hende livsmodet tilbage, sådan at hun i dag lever et med egne ord almindeligt liv, gift med en mand, mor til en søn og godt på vej gennem uddannelsessystemet. For har fire socialpædagoger Puk Farup-Bjerregaard, Susanne Marker, Lars Petersen og Jesper Nielsen vundet Politikens Pædagogpris.

Huset er en øvebane

Sammen med de andre ansatte på institutionen tager de imod unge, som har slået sig alvorligt på livet. Det kan være unge med misbrug, psykiske diagnoser, dysfunktionelle familier og måske med begyndende kriminel løbebane. Fælles for dem er, at de på anbringelsestidspunktet ofte har været ekskluderet af samfundet og deres familie, forklarer Lars Petersen, der netop er gået på pension efter 42 års ansættelse, 27 af årene som forstander.

»Meningen med at bo her er, at den unge bliver i stand til at klare sig selv psykisk, socialt og økonomisk med et højt indhold af livskvalitet. Hos os lærer man at leve livet frem for bare at overleve det. Vi bygger de unge op som et hus. Lægger sten på sten på sten. Og så er meningen, at de unge, når de er i stand til det, selv skal fortsætte det arbejde, vi har sat gang i. Nemlig at opbygge selvværd«, siger Lars Petersen.

Han fremhæver, at 7 ud af 10 beboere på Josephine Schneiders Ungdomsboliger gennemfører en ungdomsuddannelse, mens det på landsplan kun gælder to ud af ti anbragte unge.

»Det vidner om, at vi i temmelig høj grad lykkes med at hjælpe vores beboere med at finde fodfæste i livet«, siger Lars Petersen og tilføjer, at Christina Campos Tophøjs historie langtfra er et særtilfælde. Tværtimod.

Anders Holst Pedersen
Foto: Anders Holst Pedersen

I det daglige fungerer institutionen med de 11 beboere som et hjem med fælles måltider, fire årlige kolonier, madplaner, ugentlige husmøder, fællesskab og struktur. Og det er en vigtig del af det pædagogiske arbejde, understreger teamet.

»Vi bliver jo deres familie, deres trygge base og måske endda den første af slagsen. Det er meget vigtigt for os at tilrettelægge vores pædagogik, sådan at stedet her minder mest muligt om et hjem og mindst muligt om en institution«, forklarer Jesper Nielsen.

Hans kollega Susanne Marker supplerer:

»Vores sigte er, at de unge flytter videre i egen bolig herfra. Derfor skal vi hjælpe dem i den retning. Vores hus er en øvebane, hvor vi øver de helt almindelige ting, man skal kunne, når man bor alene«.

Nej tak til førtidspension

Da Christina Campos Tophøj flyttede ind, havde hun svært ved at udføre de mest basale ting i livet som for eksempel at rydde op, lave mad og gøre rent. Selv det at gå i bad var en kæmpe udfordring for hende, fordi det var forbundet med traumer fra barndommen, og derfor lod Puk Farup-Bjerregaard, som dengang var Christina Campos Tophøjs primærpædagog, hende til en begyndelse bade med tøjet på. Jo flere gange hun prøvede det, desto mere fortrolig blev hun med baderutinen, og til sidst mestrede hun det uden problemer.

Uden dem er jeg ikke sikker på, jeg havde været her

»Det kan virke helt skørt, når jeg fortæller det højt, men det virkede virkelig. I stedet for at Puk kom og bestemte det hele, lyttede hun til mig og tog mig alvorligt. Jeg fik ret hurtigt en oplevelse af, at hun og de andre ikke var ude efter mig, og at jeg derfor ikke behøvede at være på vagt«, fortæller Christina Campos Tophøj.

Netop relationsarbejdet er en af grundpillerne i den pædagogiske tilgang blandt personalet på døgninstitutionen, forklarer Puk Farup-Bjerregaard, som efter 19 års ansættelse har skiftet job.

»Relationen er på de unges præmisser, og hvis man har en masse forventninger og ambitioner på deres vegne, så taber man dem. Så mister de tilliden. De kan ikke tage ansvar for relationen. Det er vores opgave som fagpersonale. Vi arbejder rigtig meget med at forstå årsagen til adfærden. Hvis vi kun adfærdsbehandler, kan vi ikke skabe de nødvendige forandringer. Derfor er det så vigtigt at se de unge, hvor de er, og kende deres historier«, siger Puk Farup-Bjerregaard.

Anders Holst Pedersen
Foto: Anders Holst Pedersen

Christina Campos Tophøj blev i en alder af 17 år hjemløs efter en hård barndom med vold og alkohol. Efter nogle måneder på gaden blev hun tilbudt at flytte ind i Josephine Schneiders Ungdomsboliger i Gentofte, hvor teamet hjalp hende tilbage til livet. I dag, 14 år senere, har Christina fået et barn, er blevet gift og er i gang med at uddanne sig til pædagog. Og så har hun stadig kontakt med de fire pædagoger.

Christina Campos Tophøj nåede at bo på døgninstitutionen i godt et år, før hun rykkede videre til sin egen lejlighed og var i det, man kalder efterværn. Et tilbud, hvor socialpædagogerne besøger de unge mellem fire og syv timer om ugen for at støtte dem og hjælpe dem godt på vej i voksenlivet.

I dag bor den 33-årige kvinde med sin lille familie i et rækkehus i Vallensbæk og drømmer om at gøre sin pædagoguddannelse færdig, og det på trods af, at Christina Campos Tophøj faktisk fik tilkendt førtidspension i en alder af 19 år.

»Men jeg sagde nej tak, fordi jeg tror på, at jeg kan noget. Måske skal jeg kun arbejde 20 timer, for jeg har bragende angst og nok også noget ptsd. Men jeg tror, jeg kan gøre en forskel for nogen. Måske give håb. For jeg er kommet videre trods min hårde opvækst, og det er uden tvivl takket være Puk, Lars, Susanne og Jesper«.

Efter et par sekunders stilhed tilføjer hun:

»Uden dem er jeg ikke sikker på, jeg havde været her«.

»Alt det, jeg aldrig fik i mit barndomshjem, har jeg fået af dem«.

Læs mere:

Indstil pædagog

  • Sådan indstiller du

    Du kan indstille en pædagog eller et pædagogteam til og med 25. september 2022.

    Fulde navn på den/de indstillede skal tydeligt fremgå, så vi ved, hvem der indstilles. Hvis der er tale om flere personer, anbefaler vi, at du noterer fulde navne i den uddybende fritekst nederst i indstillingsmodulet. Ved ’fornavn på pædagog’ kan du skrive ’team’ og ved ’efternavn på pædagog’ kan du skrive navnet på afdelingen eller institutionen.

    Vi gør opmærksom på, at du ikke kan indstille en hel afdeling eller institution, men kun teams der til hverdag arbejder som team. Hvis du ønsker at indstille samtlige personer i en afdeling eller institution, kan du i stedet indstille de ansatte som enkeltpersoner. Der må laves så mange indstillinger som muligt - dog ikke med den samme person flere gange.

    Når du har indstillet en pædagog eller et pædagogteam, bliver indstillingen sendt til godkendelse. Først når indstillingen er godkendt, fremgår den på vores Danmarkskort. Herefter vil du modtage en bekræftelse på indstillingen samt et diplom. Af hensyn til persondatafo