Nicole Logacheva er pædagog i Børnehuset Æblehaven på Frederiksberg. Og så er hun fra Rusland. Hendes ophav gav derfor grund til utallige spekulationer i dagene frem mod 1. maj tidligere på året, for da skulle en håndfuld ukrainske børn på flugt fra krigen starte på Logachevas stue, Musvitstuen.
»Hvordan vil de se på mig? Hvordan skal jeg møde dem? Kommer jeg til at føle skyld over at være født i Rusland? Har de overhovedet lyst til at tale med mig på russisk?«, genfortæller Nicole Logacheva om dengang i foråret, hvor hun forberedte sig på at tage imod familierne fra Ukraine.
»Jeg tænkte simpelthen så mange tanker«.
I dag et halvt års tid senere er Nicole Logacheva blevet en »kæmpe, kæmpe og helt uundværlig støtte« for de ukrainske familier, fortæller souschef i Børnehuset Æblehaven Lotte Nielsen. For den indsats er Nicole Logacheva blevet nomineret til Politikens Pædagogpris.
Er din pædagog på listen? Nu er de 12 nominerede til Pædagogprisen fundet»Både børnene og deres mødre knuselsker hende, og Nicole har fuldkommen formået at holde fokus på børnene og mødrenes trivsel. Hun gør alt, hvad hun kan for, at livet både i og uden for daginstitutionen bliver så trygt som muligt. Fordi de ukrainske børn og deres mødre taler og forstår russisk, som Nicole jo kan tale flydende, har sproget har været den store gamechangerfor de her børn«, fortæller souschefen og fortsætter:
»Også mødrene blev meget hurtigt trygge, især på grund af de uformelle, spontane snakke i garderoben, hvor Nicole altid har prioriteret tiden til at tale med dem. Om alt muligt. Løst og fast. Hun har hjulpet mødrene med at komme på Aula, med at købe et rejsekort. Hun har simpelthen gjort alt, hvad hun kunne komme i tanke om«.
Småsnak er vigtig
Det er ikke kun Lotte Nielsen, som har lagt mærke til Nicole Logachevas ekstraordinære indsats. Også Mikkel Ploug, som er far til et barn i børnehaven, har nemlig indstillet hende til Politikens Pædagogpris, hvor hun nu er blandt de sidste fem nominerede i kategorien dagtilbud. Han beskriver hende som en ’russisk engel’ med et helt overmenneskeligt overskud, både når det gælder samtlige børn på Musvitstuen, men i særdeleshed også over for flygtningebørnene.
»Det har været gribende at se, hvordan hun kan give dem den nærhed og kærlighed, de har brug for igen og igen, selv om den almindelige børnehave hverdag kører videre for fuld drøn«, skriver Mikkel Ploug i indstillingen.
»Det er rørende at læse alle de beskrivelser fra dybt taknemmelige forældre«For det er lige præcis, hvad den gør. Hverdagen. På trods af at en del af Nicole Logachevas tid går med at integrere de ukrainske børn, tager hun sig mindst ligeså meget at de andre børn på Musvitstuen, som hun plejer.
»Uanset hvilket barn, jeg står over for, forsøger jeg at møde dem i øjenhøjde. De tilbringer så mange timer i deres institution, nogle af dem endda flere end os, og derfor er det så vigtigt for mig, at børnene er glade for at være her. At vi har det sjovt sammen samt laver fis og ballade«, siger Nicole Logacheva.
Derfor forsøger hun at være med, hvor børnene er. For eksempel cykler hun rundt på små børnecykler med dem, klatrer i træer med dem, eller sidder overskrævs på legehusenes tage sammen med dem.
»For mig er småsnak så vigtig for børnenes trivsel. At jeg kigger dem i øjnene, når de fortæller mig noget, som er betydningsfuldt i deres verden. Når de for eksempel 100 gange på en dag fortæller om den samme legeaftale, så reagerer jeg på det og giver dem min opmærksomhed, for den legeaftale er vigtig for barnet, og det skal man som voksen anerkende«.
»Men det kræver selvfølgelig et overskud i det daglige, og det ville jeg ikke have uden min dygtige, dygtige kolleger. Vi spiller hinanden gode. Jeg kan ikke være en nærværende, smilende og kærlig pædagog uden dem«, fortæller hun.
Leg er et universelt sprog
Teamet på Musvitstuen har også etableret et godt samarbejde om de ukrainske børn, og hvis Nicole Logacheva enten er optaget af aktiviteter med en anden børnegruppe eller holder fri, bruger de andre pædagoger en app, som kan oversætte fra ukrainsk til dansk og vice versa.
»Det er imponerende at opleve, hvor hurtigt børnene fra Ukraine har lært at forstå basale fraser. Det kommer helt af sig selv«.
I det hele taget er Nicole Logacheva meget påpasselig med at ikke presse de ukrainske børn, for hun mener, det er vigtigt at lade dem møde sproget, børnene og kulturen i deres eget tempo.
»I starten var de meget lukkede. De savnede deres legetøj, deres hjem og deres fædre. Og jeg har den tilgang til det, at jeg aldrig taler om det, de har forladt. Med mindre de selvfølgelig selv begynder at fortælle. Men det er bare så sårbart. Jeg presser dem ikke ret meget, for så begynder de at lukke sig igen«.
I det daglige søger de seks ukrainske børn ofte hinanden, især på grund af sproget, men også fordi den lille børnegruppe deler erfaringer og kultur, forklarer Nicole Logacheva. Alligevel sker det engang i mellem, at børnene på Musvitstuen leger på tværs af oprindelse.
»Alle børn taler legens universelle sprog, som ikke altid kræver ord. Og det er fantastisk at opleve. Så blomstrer børnenes fællesskaber, uden at de egentlig kan tale sammen, men fordi de kan læse hinandens blikke og kroppe. Det er meget rørende«.
Desuden er Nicole Logacheva helt overbevist om, at der i mødet mellem etniciteter ligger en stor gave. Nemlig at børnene lærer at være tolerante, rummelige og have forståelse over for andre, der ikke ligner dem selv.
»Så siger jeg til dem: ’Vi er bare venner, og det er lige meget, hvordan vi ser ud. Lyshåret, brune øjne, rødt hår eller russisk accent. Vi er jo bare musvitter på Musvitstuen«.
fortsæt med at læse
