Forleden skulle tv-vært, forfatter og journalist Sisse Sejr-Nørgaard hente sin yngste datter på godt 1 år i vuggestuen på Nørrebro i København. Allerede fra hjørnet af gården, som institutionens legeplads ligger i, så hun uheldet nærme sig.
Hendes datter kravlede alene rundt på jorden lidt væk fra pædagogerne, og et lidt større barn kom til at jokke den kravlende pige over fingrene.
»Stooooop, fingrene væk fra min datter. Jeg brølede virkelig højt. Så højt, at pædagogerne for op«, genfortæller Sisse Sejr-Nørgaard.
»Så pinligt! Men altså, jeg blev bare grebet af, at ingen skulle trampe på mit barns fingre. Alt dirrede i min krop. Men herregud, det var jo ikke sådan for alvor en rigtig farlig situation«.
»Bagefter kunne jeg mærke mit hjerte banke, og jeg var egentlig sådan lidt oppe at køre. Men så kom en pædagog hen, hun er vel i midten af 20’erne, men hun er selveste roen. Hun sagde til mig: »Jeg er ked af, at du havde den oplevelse«. Og lige der, der rummede hun virkelig også mig. Det gør en god pædagog. Rummer forældrene. For vi er da klart de største børn i børnehaven«.
Politiken har ringet til Sisse Sejr-Nørgaard for at snakke om dygtige pædagoger, og hvad den faggruppe betyder for både forældre og børn, når institutionslivet er en del af hverdagen. For som mor til to piger, der hver dag bliver passet af pædagoger i vuggestue og sfo, ved hun om nogen, hvor stor en betydning det pædagogiske personale har. Anledningen er, at Politikens Pædagogpris snart skal uddeles for tredje år i træk. Prisen overrækkes i samarbejde med Velfærds- og Forskningsfonden for at anerkende og hylde de mange pædagoger, som gør en særlig indsats.
»Til alle dem, der passer på mine børn, vil jeg sige tak. Bare tak til pædagogerne for at rumme en til tider hysterisk mor som mig«, siger hun, griner og fortsætter:
»Pædagoger står for mig som nogle helte. De ved meget mere om børn, end jeg nogensinde kommer til. De er nærværende og empatiske, dem har jeg bare næsegrus beundring for. De hjælper også os forældre, og det vidste jeg slet ikke var en del af pædagogens job, da jeg var barn. Dengang troede jeg, at mine forældre havde styr på alt. Men nu er jeg selv forælder og skal aflevere mine børn til andre, mens usikkerheden driver af mig som hormonsved«.
Hængte alle børnenes tegninger op
Sisse Sejr-Nørgaards egen tid som institutionsbarn begyndte hos Gerda, der var dagplejer i den lille sønderjyske by Kvistrup, hvor Sisse Sejr-Nørgaard boede de første par år af sit liv.
»Gerda passede mig med en smøg i den ene hånd, mens hun bagte kager med den anden, og hun var mit livs lys til den dag, hun døde. Kæmpe, kæmpe hjerte«.
Da Sisse Sejr-Nørgaard fyldte 3 år, begyndte hun på Jordbærstuen i den lokale børnehave hos Kisser.
»Hun var personificeringen af et langt kram«, husker Sisse Sejr-Nørgaard, som i dag er 39 år.
Dengang hængte Kisser troligt alle børnehavebarnets tegninger op på væggen, og nu 35 år senere forstår Sisse Sejr-Nørgaard meningen med at plastre institutionens vægge til med kruseduller.
»Kisser var et voksent menneske, som så mig og de ting, jeg lavede, og hængte dem op. Det har helt klart bygget noget op inden i mig. Ens forældre kan godt sige, at man er dygtig, men når Kisser også signalerede det, kunne jeg godt mærke, at det her skib har lagt fra land, og der er no stopping it. Jeg var på ingen måde talentfuld, men alligevel forstod min pædagog, hvordan hun skulle ramme mig og gøre mig glad«.
Men når Sisse Sejr-Nørgaard i dag tænker tilbage, kan hun godt se, at Kisser også hængte tegningerne op for forældrenes skyld. For i den gerning lå der en anerkendelse af dem.
»Det samme kan jeg mærke, når pædagogerne fortæller, at min datter har gjort det godt, at hun er holdt op med at bide, eller det går bedre med ikke at slå Anna. De passer jo også på mig, fordi de anerkender mig, og det får de ikke løn for«.
At håndtere forældrene, tale med dem, anerkende dem og rumme dem må uomtvisteligt fylde mere i pædagogernes hverdag. Det er i hvert fald Sisse Sejr-Nørgaards indtryk og oplevelse.
»Men altså come on, vi forældre får punket ind fra medier, sociale medier, venner og dem på legepladsen, at vi skal tage stilling. Alene det med at vælge, hvor barnet skal gå. Da jeg voksede op, var der én børnehave. Bum. Der havde forældre ikke mulighed for at tjekke alle pædagogerne på Facebook eller gå på dingeo.dk for at undersøge jordbundsforholdene under institutionen«.
»Vi har 16.000 muligheder. Vi kan google alt, vi ved alt, vi kan ikke bare slappe af, og så er vi på på en voldsom måde. Måske er det derfor, vi forældre bliver lidt forvirrede og har brug for en ægte voksen til at sige: »Dit barn har det godt. Du har gjort det godt««.
Kender du en dygtig pædagog? Indstil vedkommende til prisen på politiken.dk/pædagogprisen
fortsæt med at læse
