For nylig stod pædagogstuderende Jon Christensen foran sine medstuderende på UC Syd i Aabenraa. Sammen med resten af studiegruppen skulle han fremlægge et projekt om underretninger til kommunen.
Ugerne forinden havde de haft et tværfagligt forløb med de studerende på socialrådgiveruddannelsen, men undervejs havde de internt i gruppen været temmelig uenige, og det lagde Jon Christensen ikke skjul på, da han præsenterede arbejdet for deres underviser og pædagog Jens Laugesen.
»Mig og de andre i gruppen kom med hver sin version, og pludselig afbryder Jens os og udbryder helt opstemt: »Fedt, fedt, fedt. Det er lige det her, det drejer sig om. Uenigheden og diskussionen. Bare kom. Mere af det«. Og jeg blev ærlig talt lidt forbavset, for vi var faktisk ret uenige«, genfortæller Jon Christensen, mens han griner lidt.
»Men det er lige præcis Jens’ tilgang til undervisningen. Han lærer os, at vi kun bliver klogere på hinanden, på livet og på den pædagogiske praksis, jo mere vi diskuterer. Jens er bare en vildt fed lærer med en utrolig levende undervisningsform, og man kan mærke, at han brænder indædt for faget. Når han underviser, har han en særlig evne til at få alle til at lytte med og reflektere«.
Derfor har Jon Christensen indstillet Jens Laugesen til Politikens Pædagogpris. I alt er der kommet 716 indstillinger til hædersprisen fra blandt andre forældre, kolleger og børn, som gerne vil takke en pædagog, medhjælper eller assistent for at gøre en særlig indsats. Indstillingsvinduet er lukket, og de kommende uger skal et fagligt panel, som består af forskere samt en pædagog og en forælder, udpege de nominerede pædagoger og sidenhen kåre syv vindere ved en prisfest i Politikens Hus 8. november 2022.
Panelet for Pædagogprisen: De udvælger de dygtige pædagogerSelv om Jens Laugesen kun har undervist på den sønderjyske pædagoguddannelse i et års tid, er han allerede kommet til at holde af lærergerningen, fortæller han.
»Når man underviser, er man privilegeret på en helt anden måde, end når man står på gulvet i en daginstitution. For her på uddannelsen har de studerende mulighed for at stille spørgsmål og være refleksive. Desuden har jeg fra mine år i praksis en virkelighedsdimension med i min undervisning, og det fornemmer jeg, at de studerende godt kan lide«.
Men at være en god lærer kræver i særdeleshed en ting, understreger han. Gode kolleger og et stærkt fællesskab. Begge dele findes ifølge Laugesen heldigvis på lærerværelset på UC Syd.
Optaget af filosofi
Jens Laugesen blev uddannet pædagog i 2002, og efter mange år både som medarbejder og leder besluttede han sig for at tage en kandidatgrad i pædagogik på Københavns Universitet. Her skete det, at han en gang imellem sneg sig ind til forelæsningerne på filosofi, for Laugesen har altid været optaget af filosofi, og interviewet med Politiken er heller ikke mange minutter gammelt, før han første gang refererer til den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas. Undervejs i samtalen henviser han i ny og næ til Immanuel Kant, Sigmund Freud og Sokrates.
»Jeg synes, det er ufattelig vigtigt, at man kan se verden fra forskellige perspektiver, og at man kan bruge sin forstand. Man kan ikke tænke en eneste selvstændig tanke, hvis ikke man kan kritisere sig selv og andre. På en respektfuld måde, selvfølgelig«.
Med egne ord er Jens Laugesen rundet af den klassiske oplysningstanke, hvor evnen til selvstændig og kritisk tænkning er i højsædet, og derfor holder han også meget af, når det »buldrer og brager blandt de studerende«.
»Det er da det, de gælder om. At de kan prøve forskellige standpunkter og holdninger af. Mit fineste formål er, at jeg forsvinder i glimt. Så lever demokratiet fandeme nedefra«, konstaterer han.
»De unge skal lære at udvikle argumenter, så de modent og reflekteret kan udfordre den måde, tingene bliver gjort på derude i virkeligheden. I hvert fald bare en gang imellem«, siger han, hvorefter han sukker og holder en pause i talestrømmen.
Udsultning af dagtilbud
For der et er stort problem, mener Jens Laugesen. Man kan klæde de studerende nok så godt på med viden, perspektiver og nysgerrighed, men når hverdagen i landets vuggestuer, børnehaver, fritidsordninger og specialtilbud er skåret ind til benet, og alt ifølge Laugesen handler om målbarhed og bureaukrati, når de nybagte pædagoger aldrig at bringe deres viden om kernen af det pædagogiske arbejde i spil. Nemlig mødet mellem mennesker. Det relationelle.
»Det er skammeligt, det, politikerne har gjort i deres udsultning af nærværet i dagtilbuddene. Jeg synes, det er ekstremt alvorligt, det, der foregår, for det betyder, at børnene set fra mit perspektiv risikerer at blive syge. Det hele handler efterhånden om at klare diverse tests og screeninger og ikke om at lære at være ven og at være i verden. For det kan ligesom ikke måles, vel?«.
Netop de knappe ressourcer tror Jens Laugesen er forklaringen på, at pædagoguddannelserne år efter år rammes af faldende ansøgerantal.
Da Thomas sidste år fik Pædagogprisen, kom borgmesteren for at sige tillykke»Det skyldes vilkårene derude. Ikke uddannelserne, om end politikernes new public management-styring forringer undervisernes mulighed for at skabe god undervisning på professionshøjskolerne. Mange af de studerende møder jo pædagoger, som af ren overlevelse lukker af, gør, hvad der bliver sagt, og får tingene til at hænge sammen, mens de glæder sig til pensionen«.
På trods af de dystre fremtidsudsigter har Laugesen ikke mistet modet på de studerendes vegne, for hans oplevelse er, at en stor del af de kommende pædagoger møder virkeligheden med både idealer og en god portion realitetssans. Hans håb er, at de studerende forlader uddannelsen som selvstændigt og kritisk tænkende fagfolk, der brænder for at komme ud og bidrage konstruktivt til en del af velfærdssamfundet, som i disse år lider.
fortsæt med at læse
