9 dygtige lærere modtager onsdag Politikens Undervisningspris ved en stor prisfest i Politikens Hus.
Prisen er inddelt i tre kategorier: grundskolen, gymnasierne og erhvervsuddannelserne. I hver kategori modtager hovedprisvinderen 75.000 kroner, mens to særprisvindere får 25.000 kroner.
Mød alle vinderne her.
Grundskolen: Hovedprisvinder
Helle Houkjær, Krogårdskolen i Greve. Lærer i naturfag, matematik, fysik og kemi.
»Hej yndlingslærer!«.
Man skal ikke følges mange meter med Helle Houkjær på Krogårdskolens gange, før elevernes positive tilråb lyder. Læreren er uhyre vellidt på folkeskolen.
Helle Houkjær brænder med egne ord for den naturvidenskabelige dannelse hos alle sine elever. Hun er meget bevidst om, at hun både har elever, der ender på universitet, og elever, der får en håndværksmæssig uddannelse. Men alle skal have en fundamental forståelse for det naturvidenskabelige. I sin undervisning prioriterer hun, at eleverne får helt konkrete oplevelser. »Hukommelsesknager«, som de kan hænge viden op på.
Helle Houkjær har 28 års erfaring som folkeskolelærer. Hun har skrevet talrige lærebøger og har tidligere vundet priser for projekter i sin undervisning. Det faglige panel bag uddelingen af undervisningsprisen betegner hende som en lærer, der aldrig stagnerer: »Mange dygtige lærere uddanner sig ud af undervisningen og bliver ledere eller konsulenter – Helle bruger sin faglige ekspertise, sin store erfaring og sin lyst til at lære mere i undervisningen«.
Grundskolen: Særprisvinder
Gro Caspersen, Nymarkskolen i Svendborg. Lærer i fransk og dansk som andetsprog.
Det er ikke usædvanligt, at eleverne bryder ud i fransk, når de møder Gro Caspersen i Svendborgs supermarkeder. Hun har gang på gang fortalt dem, at fransk er et brugssprog, og de aldrig må holde sig tilbage med at tale. Sprog åbner verden, er fransklærerens motto. Jo flere sprog, jo bedre.
Dommerne fremhæver, at Gro Caspersen »formår at gøre et af de fag, som ofte omtales som ’et lille fag’ eller ’et svært fag’, til et stort og spændende fag, der får eleverne til at vokse«. Hun vægter både nærvær og en stram struktur i sin undervisning. Det giver eleverne ro og en tryghed til at lære, påpeger dommerne.
Gro Caspersen spiller en stor rolle, når eleverne fra modtageklasserne skal sluses ind i Nymarkskolens normale klasser. Hun er lærer i dansk som andetsprog og gør sig umage med, at eleverne skal føle sig velkomne. Det beskriver en elev, der indstillede Gro Caspersen til undervisningsprisen, således: »Hun gør meget ud af sprog, og hun er fantastisk til at få elever, der snakker et andet sprog derhjemme, til at føle, at det er en gave at kunne flere sprog, i stedet for noget ’pinligt’ eller noget, man skal være flov over«.
Grundskolen: Særprisvinder
Vibeke Greby Schmidt, Bavnehøj Skole, København. Lærer i matematik, engelsk og fransk.
Et varmt tema i folkeskolen er, hvordan man både løfter de fagligt stærke og de elever, der kommer fra hjem uden tradition for længere uddannelser.
Ifølge dommerpanelet er Vibeke Greby Schmidt fra Bavnehøj Skole i Københavns Sydhavn en af de lærere, der ser ud til at have knækket koden. Det sker via en kombination af høj faglighed, varieret undervisning og et ekstraordinært socialt engagement.
»Men først og fremmest ser Vibeke sine elever som dem, de er – og hun tror på dem. Hun tror, de kan blive super dygtige – også selv om der er en del fagligt, der skal indhentes«, skriver panelet.
Vibeke Greby Schmidt er en ung lærer. Hun er ikke bange for at gå nye veje. Det viste hun, da hun aktiverede sit personlige netværk til at finde attraktive praktikpladser til sine elever, der for de flestes vedkommende ikke havde mange kontakter i familien og blandt bekendte at trække på. Det er med til at give et særligt forhold til læreren, som en elev skriver i sin indstilling:
»At have en lærer, der gider os, giver nogle elever, der gider læreren – og ikke mindst lyst til at lære«.
Gymnasierne: Hovedprisvinder
Astrid Trier Mørk, Solrød Gymnasium. Underviser i dansk og filosofi.
Astrid Trier Mørk bliver tavs i adskillige sekunder, da hun i telefonen får at vide, at hun vinder en hovedpris ved Politikens Undervisningspris.
»Men jeg gør jo bare det, jeg plejer«, lyder det så. Og det er også en hovedpointe i det faglige panels motivation for at tildele gymnasielæreren fra Solrød undervisningsprisen.
»Hun får hovedprisen for gennem sin lærergerning at vise essensen af, hvad læreren skal, nemlig at brænde for sit fag, og for at dele ud af det med rund hånd til eleverne. Læreren, der river os med, så vi glemmer, hvor vi er, hvem vi er og lader begejstringen over faget tage over«, skriver dommerne.
Hvis man spørger Astrid Trier Mørks elever, er de lykkelige for, at ’hun bare gør det, hun plejer’.
»Hun finder lyset i sine elever. Hun får dem til at skinne og opmuntrer dem til at følge deres drømme, det de brænder for«, skriver en elev i sin indstilling af læreren til undervisningsprisen.
Og det er en kvalitet, mener dommerne, der ser Astrid Trier Mørk som et tillidsskabende, fagligt fyrtårn og et levende modsvar til den »perfekthedskultur«, som mange elever er presset af.
Gymnasierne: Særprisvinder
Lasse Seidelin Bendtsen, Borupgaard Gymnasium, Ballerup. Underviser i fysik.
Hvis nogen skulle påstå, at fysik ikke er et kreativt fag, burde de tage en time med Lasse Seidelin Bendtsen.
Sammen med sine elever bruger han modellervoks til at genskabe solsystemet og astronomiske fænomener som måne- og solformørkelse. Han tager sine unge fysikstuderende med lukkede øjne på tankerejse, hvor de sammen oplever et scenarie med temperaturer og lyde, som han kobler til undervisningen.
De tager på stjernestudietur om aftenen med lærerens teleskop, og hele universet åbner sig op.
Lasse Seidelin Bendtsen »får særprisen for gennem sin undervisning at få faget og fysikken ud og arbejde. At gøre faget til en oplevelse«, lyder det fra dommerne i deres motivation.
Præstationen er desto større, fordi fysik af mange elever bliver regnet for at være svært tilgængeligt og abstrakt. »Han elsker sit fag (fysik) og formår at gøre selv de mindst interesserede entusiastiske«, skriver en af de mange elever, der har indstillet læreren til undervisningsprisen. Det gælder både drenge og piger, som ellers ikke troede, at fysik og naturfag var noget for dem.