0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Natasha Al-Hariri glemmer aldrig sin inkluderende, omsorgsfulde folkeskolelærer, der altid sørgede for, at elverne havde det godt, og som inddrog Natashas muslimske højtider undervisningen på samme måde som jul og påske.

Undervisningsprisen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Natasha Al-Hariri: »Ulla fik hele klassen til at markere ramadanen, selv om jeg var den eneste muslim«

Debattør og direktør Natasha Al-Hariri var den eneste med muslimsk baggrund på folkeskolen i Hellerup. Og hun glemmer aldrig sin folkeskolelærers forbilledlige måde at bruge elevernes forskelligheder til at samle klassen.

Undervisningsprisen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Under ramadanen i august og september i år 2000 var Natasha Al-Hariri lige startet i 6. klasse på Tranegårdskolen i Hellerup. Hun var den eneste muslim i klassen, og derfor den eneste, der markerede ramadanen. Det betød også, at hun var den eneste i sin klasse, der i de første uger af skoleåret lod slikfadet passere, hvis nogen havde fødselsdag og delte ud.

Da hendes klasselærer gennem syv år, Ulla Alsly opdagede det, tog hun affære. Hun udskød kagen til klassens time, til ramadanen var slut, og inddrog klassen i højtiden på samme måde, som man ville gøre med jul eller påske.

»Sådan var Ulla. Hun fik hele klassen til at markere ramadan, selv om jeg var den eneste muslim. Hendes nysgerrige inkluderende facon har gjort en kæmpe forskel for mig og min familie«, siger Natasha Al-Hariri, da Politiken 20 år senere taler med hende om hendes skoletid.

I forbindelse med Politikens Undervisningspris, der hvert år uddeles til dygtige lærere, taler vi med danskere, der på egen krop har mærket, hvad det betyder, når en lærer kan noget særligt.

For Natasha Al-Hariri er den lærer Ulla Alsly.

Natasha er vokset op med sine forældre og tre søskende i Hellerup nord for København. Hun var fem måneder gammel, da hun og familien kom til Danmark. Forældrene var palæstinensiske flygtninge fra Libanon, og Natasha blev født på et hospital i Holland, hvor familien boede på et asylcenter. I dag er hun, udover at være direktør for Dansk Flygtningehjælp Ungdom, uddannet jurist, aktivist og debattør, der ofte markerer sig i offentlige debat om flygtninge- og integration.

Hun er ikke i tvivl om, at Ulla Alslys åbenhed overfor hendes familiesituation og religion gjorde en kæmpe forskel for hendes folkeskoletid.

»Det var jo på ingen måde, fordi jeg havde behov for, at de andre i klassen heller ikke spiste kage, når jeg fastede. Eller fordi jeg var beklemt ved det. Men Ulla gik op i eleverne. Hun var nysgerrig og inkluderende, og hvis der var et muslimsk barn i hendes klasse, blev ramadan markeret, ligesom man markerer jul. Hun havde helt sikkert gjort det samme, hvis der havde gået en med jødisk baggrund i klassen«, siger hun.

Ulla Alsly griner, da hun hører, at det er et af de minder, Natasha Al-Hariri fremhæver.

»Hvor er det dog rørende at høre, at Natasha husker mig sådan. Jeg kan faktisk ikke huske lige det med kagen og ramadanen, men det lyder som mig. Der var ikke mange muslimer i Strandvejskvarteret, så det lå mig meget på sinde, at de andre børn skulle forstå Natashas religion og lære, at der ingen forskel var på de højtider, hun fejrede, og dem, de fejrede«, siger Ulla Asly.

Man skulle opføre sig ordentlig

Natasha Al-Hariri fortæller, at det netop var Ullas Aslys engagement og interesse for hver elev, der gjorde forskellen.

»Ulla var aldrig ligeglad. Det betød noget for hende, at vi klarede det godt, og at vi var ordentlige overfor hinanden. Når jeg tænker tilbage på de år, der jo er virkelig dannende og afgørende for resten af ens liv, ser jeg en god og tryg tid. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg kunne bede om hjælp og få støtte. På den måde var det en meget moderlig omsorg, Ulla gav os«, siger Natasha.

Selv om Ulla Alsly siger, at hun ikke gjorde andet i sin undervisning end at være sig selv, genkender hun sin egen indstilling til børnene i Natasha Al-Hariris oplevelser.

»Det er jo geografisk et område med mange velhavende og højtuddannede hjem. Men for mig kunne man være nok så dygtig, det betyder ingenting, hvis ikke man opfører sig ordentligt overfor de andre. Og det vidste mine elever altid«, siger Ulla Alsly

Derfor var hun også ekstra opmærksom på klassedynamikken, da Natasha Al-Hariri begyndte i 1. klasse.

»Der var ikke mange muslimske familier i det område, så at få Natasha i klassen var jo en fantastisk mulighed for at lære de andre børn, at der ikke var forskel på mennesker, uanset hvilken religiøs baggrund man har. Natasha holdt sin ramadan, men det var jo ikke anderledes end jul. Derudover var hun bare så skøn og dygtig. Et meget højt begavet barn. Altid dansende og med et skønt glimt i øjet. På den måde blev hun faktisk en kontrast de børn, hvis forældre havde masser af penge og store forventninger, men som aldrig var hjemme. De havde ikke hendes smittende humør«, siger Ulla Alsly.

Og den indstilling husker Natasha tydeligt

»Hun gjorde min baggrund til en naturlig ting uden på nogen måde at ignorere, at jeg var brun og muslim. Vi talte om det, men der blev ikke gjort et stort nummer ud af det. Tiden var selvfølgelig også en anden. I dag kunne det sikkert have ryddet forsiden på Ekstrabladet, hvis en lærer droppede kage i klassens time på grund af ramadanen«, siger hun.

Hun fortæller, at hun har tænkt ekstra meget over, hvad en lærer som Ulla betyder, efter hendes ældste søn er startet i 0. klasse.

»Jeg er nødt til at forholde mig til, at mit eget barn formentlig skal igennem noget, han ikke har bedt om, på grund af sin hudfarve og sine forældres baggrund. Ikke nødvendigvis i skolen, men i samfundet generelt. Det problem havde jeg ikke. Selvfølgelig fordi det en anden tid, men det skyldes også, at Ulla var den, hun var«, siger Natasha og fortsætter:

Annonce

»Jeg tænkte ikke engang over alt det her, mens jeg gik i skole. Det er først som voksen, jeg kan se, hvad Ulla potentielt har skånet mig for. Jeg husker mere at have grineflip med mine veninder og at blive pavestolt, når Ulla roste mig for min oplæsning eller sendte mig på biblioteket for at låne nogle svære bøger. Og det er jo den slags, børn skal forholde sig til. Ikke hvad deres forældre tror på, eller hvilken hudfarve de har«.

Faktisk, siger Natasha, har Ulla lært hende meget af det, der har formet hende helt ind i voksenlivet.

»Hun lærte os, at vi havde værdi alle sammen. Og hun forventede, vi gjorde os umage. Samtidig var man aldrig i tvivl om, at det vigtigste var, at man var gode ved hinanden. Og alle de værdier, er nogle, jeg også lever med i dag«.

Ulla Alsly må holde en lille pause og trække vejret dybt, da hun bliver præsenteret for den del af Natashas fortælling.

»Det er jo lige til at få tårer i øjnene af. Det her skal man måske ikke sige, men jeg blev faktisk ked af det, da Natasha skiftede skole efter 7. klasse. Hun var et af de børn, der satte et aftryk. Og hun skal altså vide, at når jeg ser hende i debatter i fjernsynet i dag, så bliver jeg simpelthen så stolt, at jeg næsten ikke kan være i mig selv«.



Læs mere:

LUNDBECKFONDEN

  • Politikens Undervisningspris er støttet af Lundbeckfonden

    Politikens Undervisningspris er støttet af Lundbeckfonden. Lundbeckfonden har løbende støttet projekter med fokus på undervisning og metodeudvikling i naturfagsundervisning på såvel grundskole- som ungdomsuddannelsesniveau. Med hjernesundhed som et særligt indsatsområde er det fondens vision at skabe bedre liv gennem ny viden.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.