I forbindelse med Politikens Undervisningspris, der hvert år uddeles til dygtige lærere, taler vi med danskere, der på egen krop har mærket, hvad det betyder, når en lærer kan noget særligt. Vi starter med Lisbeth Zornig Andersen.

»Hvis ikke det havde været for mine lærere, havde jeg siddet på barstole i stedet for i direktørstole«

En dag fik Lisbeth Zornig Andersen et telefonnummer af sin klasselærer. Hun ringede, straks hun kom hjem. »Det var kommunen, og de kom og hentede mig samme dag. Så boede jeg aldrig hos min mor igen«, siger hun. Foto: Ditte Valente
En dag fik Lisbeth Zornig Andersen et telefonnummer af sin klasselærer. Hun ringede, straks hun kom hjem. »Det var kommunen, og de kom og hentede mig samme dag. Så boede jeg aldrig hos min mor igen«, siger hun. Foto: Ditte Valente
Lyt til artiklen

Lisbeth Zornig Andersen husker ikke selv episoden. Men hun var 9 år gammel, da hendes gymnastiklærerinde fra folkeskolen på Lolland samlede hende op foran et værtshus, tog hende med hjem og beholdt hende et halvt år.​

Da Politiken møder Lisbeth Zornig Andersen 43 år senere i hendes hjem i Køge, er hun ikke tvivl om, at gymnastiklærerens handling dengang har haft en afgørende betydning for hendes liv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her