Med lidt fantasi kan man opfinde de særeste ting. Man kan forestille sig, at Situationens Generalstab holder et møde, hvor Kasper Støvfnug, familien Selvsving, Marianne Stridsen og et par stykker til sætter sig omkring mahognibordet. De har en vigtig dagsorden: Venstrefløjen er en samling udslukte kratere, løbet tør for lava, mens højrefløjen, trods politisk succes over hele verden, ikke formår at sætte en kulturel dagsorden. En messias må findes, så den gamle verdens fordærv kan afsløres, og vejen banes for en ny verden, hvor traditionen, familien og nationen blomstrer.
En stemme foreslår Frederik Lind Køppen, som har skrevet en digtsamling med titlen ’Stjernens navn er malurt’ – og var det ikke under en stjerne, at Jesus blev født? En anden stemme mener ikke, at Køppen har nok kvalitet, men en tredje hævder, at det er uden betydning. Digte slår igennem, hvis de rammer en tidsånd, og en tidsånd er ikke bare noget, som findes ’derude’. Den kan tales til live, hvis den ligger i svøb, og metoden er enkel: Når bogen anmeldes, skal hver anmeldelse anmeldes, og hver kommentar kommenteres. Så opstår der røre om bogen, flere vil købe den, og vupti er bogen en succes og et springbræt for en ny og højere højrekultur. Med lidt håndkraft kan der sættes gang i et svinghjul, som definitivt trækker venstrefløjen ud af centrum. Tidsånden skaber bogen, bogen skaber tidsånden. En lykkeligt selvopfyldende profeti.
