0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Latinlærer vælter i indstillinger til Undervisningsprisen: »Forstå mig ret, jeg er et hamrende uprofessionelt menneske, men jeg kan brænde«

Susanne Thorhauge har med humor og livshistorier formået at gøre latin til elevernes yndlingsfag. Nu er hun den lærer, der har fået flest indstillinger til Politikens Undervisningspris.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
Undervisningsprisen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Undervisningsprisen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fablen ’Rana Rupta’ er en romersk fortælling om en frø, der gerne vil være lige så stor som en okse. Men det går galt for frøen, der ender med at eksplodere.

Tolkningerne af moralen i historien er mange i 1. z på Ingrid Jespersens Gymnasieskole, der netop er mødt op til knap to timers virtuel latinundervisning. En elev siger, at moralen må være, at man ikke skal forsøge at være noget, man ikke er, for så går det galt.

»Ja, lige præcis!«, svarer Susanne Thorhauge, der har undervist i latin på skolen i snart 25 år. Hun kigger begejstret ind i skærmen.

»Det er, ligesom at jeg altid var en bænkevarmer som teenager, fordi jeg ønskede mig at være et hoved lavere«, siger hun og fortsætter i hvisken, imens hun holder en hånd ud for brystet:

»... fordi alle drengene var så lave«.

»Ved I, hvem Steen Jørgensen fra bandet Sort Sol er?«.

Der bliver rystet på hovedet, og 62-årige Susanne Thorhauge fortsætter:

»Neeej, jamen, så får I ikke den historie«. Eleverne griner.

Udsigten til to timers gradbøjning af latinske betegnelser og oldtidshistorie på en grøn tavle lyst op af lysstofrør, der transmitteres over Microsoft Teams ud på teenageværelset, lyder som noget, der kan få selv den mest motiverede elev til at klø sig i øjnene og vælge sengen frem for skrivebordet som hjemmekontor. Men sådan forholder det sig ikke her, hvor de virtuelle hænder venter i kø for at få lov til at komme med et input.

Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Og netop evnen til at få latin til at være sjovt og glide let ned hos eleverne er en af årsagerne til, at ikke mindre end 77 elever og kollegaer på skolen har indstillet Susanne Thorhauge til Politikens Undervisningspris. Som én elev forklarer det i indstillingen: »Hun er nok den bedste lærer, jeg nogensinde har haft, på trods af at jeg synes, hendes fag er utroligt kedeligt«.

Der har været åbent for indstillingerne i lidt over en uge, og ud af knap 900 indstillinger er Susanne Thorhauge den, der har fået flest. Du kan selv indstille én eller flere lærere her.

Taler om livet ved hver en åbning

Klasselokalet ligger for enden af en smal gang med udsigt til altanerne i en baggård på Østerbro i København. Der er tomt for elever på grund af corona, men stadig mærket af eleverne. På skabet er der hængt en hel masse sedler op, hvor der står tillykke med teenagekragetæer.

Susanne Thorhauge forklarer, at hun havde fødselsdag for et par uger siden, og at hendes 3. g-klasse med latin på A-niveau i den anledning havde hængt et tillykke op for hvert modul, de havde haft hende som lærer, så hun kan kigge på det, imens hun sidder alene i lokalet og underviser under skærmen. Det blev til i alt 161 lykønskninger på væggen. Hendes 1. g-klasse, der er med på skærmen i dag, sendte blomster, kort og vin.

Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Flere af eleverne skriver i indstillingerne, at de ser Susanne Thorhauge som deres ven eller ekstra mor.

»For det første har jeg ikke nogen børn, og jeg tror, at mit omsorgsgen bliver tilfredsstillet i klasselokalet. Det andet er, at jeg ikke kan finde ud af at være professionel. Forstå mig ret, jeg er et hamrende uprofessionelt menneske, men jeg kan brænde. Derfor bliver afstanden mellem os meget lille nogle gange. Jeg fortæller alt muligt fra mit liv, fordi jeg bare så gerne vil have, at de allerede nu får at vide, at livet sgu også har bump på vejen. Det er ikke den der mærkelige perfektionisme, som nogle går rundt og tror, at livet består af«, siger hun.

Hun bruger hver en mulighed for at tale om livet, når de læser klassiske latinske tekster.

»De er en slags afsæt til at fortælle noget eviggyldigt. Så kan jeg finde på at fortælle, at min mor døde i 2. g efter at have været syg i rigtig mange år. Og så siger jeg også, at jeg husker mange dårlige stunder fra min gymnasietid. Jeg var nok en duks, der kunne finde ud af det der mærkelige noget med at læse lektier, og så var der en masse, jeg ikke kunne i det sociale. Man er jo en rollemodel. Det er ikke eksempler, jeg opfinder, det er mig, der står der«.

Forstå mig ret, jeg er et hamrende uprofessionelt menneske, men jeg kan brænde igennem. Derfor bliver afstanden mellem os meget lille nogle gange.

Et fag med en tung rygsæk

Et er, at Susanne Thorhauge føler sig forbundet til sine elever. Noget andet er, at hun elsker latin. Flere af eleverne skriver i indstillingerne, at det er svært ikke at blive motiveret, når man har en lærer, der elsker faget så inderligt.

»Jeg er bare en begejstret tosse, der simpelthen så gerne vil have, at de bare en lille smule kan se, hvad latin kan. Jeg ved godt, at mange kommer med enorme fordomme. Faget har en tung rygsæk at slæbe rundt på, så man skal i den grad nærmest forsvare det hver dag, man går ind ad døren«.

Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

»Jeg vil så gerne have, at unge mennesker gør sig bevidste om, hvad man kan med sprog. Sprog er skidesjovt og hamrende alvorligt. Man kan rime med det, man kan skrive digte, man kan spille skuespil, man kan joke og lave ironi. Hvis man har et godt sprog, kan man formidle, hvad man har på hjerte, og sprog er magt. Hvis man kun har tre ord at lege med, så kan man ikke formidle gråtoner, og livet er gråtoner. Der er så mange fine, fine nuancer«.

Desuden elskede Susanne Thorhauge matematik, da hun selv gik i skole.

»Det er et meget smukt, lækkert og rent sprog. Det er logik med kasser, og man ved, hvad man bliver spurgt om, og hvad facit er. For nogle af de elever, hvis hverdag er så kaotisk med sociale medier og ’kan jeg nu nok’, er det rart at komme her og vide nøjagtigt, hvad du bliver spurgt om. Latin er langsomhed og endeløse nørderier, og begge dele kan for nogle elever føles ganske rart og trygt«.

Hvis man har et godt sprog, kan man formidle, og sprog er magt. Hvis man bare har tre ord at lege med, så kan man ikke formidle gråtoner, og livet er gråtoner.

Sjovest maksimum

Tilbage i det tomme klasselokaler skal de virtuelle hoveder analysere sætningsopbygninger med latinske betegnelser. En elev begynder at mumle noget med et adled og grundled.

»Hvis du skal være en lækker latiner og ikke bare en kedelig dansker, hvad hedder det så?«, bryder Susanne ind og smiler opmuntrende ind i skærmen.

Den latinske betegnelse bliver sagt med en tøvende tone, der får det til at lyde som et spørgsmål.

»Det er fuldstændigt rigtigt, så hvorfor har du ikke poten oppe?«, svarer Susanne Thorhauge.

Annonce

»Jeg var ikke helt sikker«, lyder det fra skærmen.

»Jeg har sagt det 50.000 gange. Det er et øverum og ikke et prøverum. Og du er dygtig«, siger Susanne Thorhauge og smiler.

Efter de er færdige med at gradbøje sætninger som »nedtrykt efter en mislykket latintime gik læreren ned på lærerværelset for at søge trøst« og »træt og udkørt efter fire måneders powershopping lagde hun sig ind i sit totalt overfyldte klædeskab og trak en af de syv dynefrakker over hovedet«, kigger Susanne Thorhauge på computeren og siger »Simon, hvad har det været?«.

»Sjovest maksimum«, svarer eleven og griner.

»Det er netop rigtigt, for det er læreren, der har skrevet sætningerne«, svarer hun.

Normalt ville Susanne Thorhauge lave lege med eleverne og tage ud at spise med dem eller invitere dem hjem, hvor man skal bestille mad på latin eller andet.

I år har Susanne været latinlærer på Ingrid Jespersen i 25 år. Og hun har gemt hvert et brev, hun har fået af elever gennem tiden, der efterhånden fylder flere mapper.

»Jeg er meget rørt af det hele«.

Indstil din yndlingslærer her.

Opdateret torsdag d. 11. marts med nye indstillingstal

Læs mere: