Komikeren kræver, at danskerne stemmer på søndag. Alternativet er frygtindgydende.

Trussel: Stem til Europaparlamentet - eller mød Frank Hvams vrede

Frank Hvam vil finde dig med en penibel plastpose, hvis du ikke ser at få stemt til Europaparlamentsvalget, lover han. Foto: Joachim Ladefoged/POLFOTO
Frank Hvam vil finde dig med en penibel plastpose, hvis du ikke ser at få stemt til Europaparlamentsvalget, lover han. Foto: Joachim Ladefoged/POLFOTO
Lyt til artiklen

Valgkortene til Europa-parlamentsvalget er afleveret i de fleste postkasser.

Søndag slår valgstederne dørene op.

Men mange valgkort ryger direkte i skraldespanden, og søndagen bruges ikke på at gå ned for at stemme.

Ved det seneste valg til forsamlingen i Bruxelles var den danske stemmeprocent nede på 56 procent, en stemmeandel, der ligger markant under folketingsvalgenes 80-90 procent. I EU under ét fandt blot 43 procent nogen grund til at sætte deres kryds ved et af de partier, der stillede op.

Nu får det vaklende valg støtte fra uventet kant. Komikeren Frank Hvam er personligt kommet på banen med en valgvideo, der skal få seerne til at lette rumpen og få stemt.

»Hvis du ikke gør det, så vil jeg tvinge dig til at æde en plastikpose, som er blevet fundet i maven på en delfin«, lyder den noget ildevarslende trussel fra hr. Hvam.

Tidligere har Folketinget forsøgt sig med en valgvideo, der skulle lokke unge til at stemme til Europaparlamentet.

Det gik ikke så godt: Mange følte sig krænkede over de lige lovligt kække toner, der blev slået an.

»Det her er det noget mest platte og nedladende, jeg nogensinde har set«, erklærede Liberal Alliances Anders Samuelsen.

SF’s Özlem Cekic klagede til Folketingets præsidium over kvindesynet i videoen. Der var også noget med mishandling af delfiner.

Og så endte Folketinget med at trække videoen tilbage.

»Folketinget som institution skal i fremtiden udvise større varsomhed med, hvad vi lægger navn til«, sagde daværende formand Mogens Lykketoft efterfølgende.

Her er videoen, Folketinget trak tilbage, men som stadig kan findes på andre youtubekanaler.

Europaparlamentet har også lavet en video, der skal overbevise europæerne om at stemme. Den er anderledes alvorlig i sin argumentation og er – meddeler parlamentets kontor glædesstrålende – set af over 100 millioner mennesker.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her