Ud fra kasketten springer et vandfald af blåt hår ned over panden i skærende kontrast til hans orange hættetrøje. Bag ham i musikstudiet er tre guitarer og et par keyboards parkeret. Mød Rezo, 26-årig musiker, producer, youtubefænomen og den mest omtalte person i den tyske europavalgkamp, efter at han har truet landets mægtigste parti, Angela Merkels CDU, med destruktion og ødelæggelse.
Årsag: CDU og den tyske regering »fører en politik, der ødelægger vores liv og fremtid«. Sådan indleder Rezo sit 55 minutter lange videoangreb på Tysklands største parti.




























