USA’s republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, mener, at Kamala Harris, som er Demokraternes kandidat, bliver nemmere at vinde over, end hvis han skulle op mod den nuværende præsident, Joe Biden.
Det siger han lørdag aften til et vælgermøde i Wilkes-Barre i den nordøstlige del af delstaten Pennsylvania.
Flere meningsmålinger har den sidste tid ellers peget på, at Harris langsomt er ved at tage føringen over Trump.
Den amerikanske befolkning skal vælge en af de to som landets næste præsident, når de den 5. november går til stemmeurnerne.
»Jeg mener, at hun (Kamala Harris, red.) bliver nemmere at slå end ham (Joe Biden, red.)«, lyder det fra Trump.
Han beskrev i samme ombæring Harris som ’radikal’ og som en ’galning’.
Det var ifølge amerikanske AP meningen, at Trump i sin tale skulle have fokus på sin økonomiske politik - ekspræsidenten endte dog med i høj grad at fokusere på sin konkurrent.
Blandt andet erklærede han to gange, at han ser bedre ud end Harris, der er landets vicepræsident.
ritzau
fortsæt med at læse




























