Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Indiens regering melder om Narendra Modis snarlige besøg i Ukraine. Måske allerede i denne uge ifølge medier.

Efter sommerens møde med Putin rejser indisk leder til Ukraine

Foto: Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix
Foto: Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Indiens premierminister, Narendra Modi, vil besøge Ukraine, oplyser udenrigsministeriet i New Delhi.

Meldingen kommer kun få uger efter, at Modi omfavnede Vladimir Putin under et besøg i Rusland, der er Indiens traditionelle allierede.

Udenrigsministeriet i New Delhi sætter ikke en dato for besøget i Ukraine. Men indiske medier peger på, at det kan finde sted senere på ugen.

Udover Ukraine skal Modi besøge Polen.

Modi har under den to et halvt år lange krig i Ukraine forsøgt at balancere mellem Indiens mangeårige varme forbindelser til Rusland, mens han samtidig har søgt et stærkere sikkerhedsmæssigt samarbejde med Vesten.

Derfor har han i mange omgange opfordret Ukraine og Rusland til at løse deres konflikt gennem dialog.

Siden Rusland angreb Ukraine i februar 2022 har Indiens regering været omhyggelig med ikke direkte at fordømme overfaldet på landet.

Da Modi besøgte Putin i juli, skete det kun få timer efter, at Rusland sendte raketter mod en række byer i Ukraine og dræbte over 60 mennesker. Blandt andet blev et børnehospital i Kyiv blev svært beskadiget.

Samtidig cirkulerede der et billede af Modi og Putin i tæt omfavnelse i den russiske præsidents sommerhus. Et møde der blev fordømt af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her