Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Ukraine har nedskudt 30 russiske droner natten til tirsdag. Det er uvist, om der er sårede eller omkomne.

Flere ukrainske regioner under angreb natten til tirsdag

Foto: Viacheslav Ratynskyi/Ritzau Scanpix
Foto: Viacheslav Ratynskyi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Rusland har natten til tirsdag angrebet Ukraine med 38 droner og to ballistiske missiler.

Det oplyser det ukrainske flyvevåben tirsdag morgen på beskedtjenesten Telegram.

30 af dronerne er blevet nedskudt over flere ukrainske regioner, skriver flyvevåbnet.

Det fremgår ikke, hvad der er sket med de droner og missiler, der ikke er blevet ødelagt. Det fremgår heller ikke, om der er døde eller sårede i forbindelse med angrebet.

De to ballistiske missiler var ifølge de ukrainske myndigheder af typen Iskander-M.

Tidligt tirsdag morgen lød luftalarmer i hele Ukraine som følge af truslen om nye luftangreb, skriver flyvevåbnet på Telegram.

I løbet af natten har også Ukraine affyret droner over Rusland. Det oplyser det russiske forsvarsministerium ifølge det russiske nyhedsbureau Ria.

Russiske luftforsvarsenheder har i løbet af natten nedskudt 14 droner. 12 af dem blev nedskudt over regionerne Kursk, Belgorod og Voronezj, der alle grænser op til det østlige Ukraine.

Det fremgår ikke, hvor mange droner Ukraine i alt har affyret over Rusland natten til tirsdag. Det er også uklart, om der er nogen døde eller sårede i forbindelse med det ukrainske angreb.

Ukraines militære styrker befinder sig i øjeblikket i områder af Rusland heriblandt regionen Kursk, hvor Ukraine for syv dage siden begyndte en offensiv.

Styrkerne havde mandag opnået kontrol med et område af Rusland på omkring 1000 kvadratkilometer.

Det fortalte Ukraines forsvarschef, general Oleksandr Syrskyj, ifølge mediet BBC.

Den igangværende offensiv er Ukraines mest omfattende indtrængen i landet, siden Rusland i februar 2022 indledte sin invasion af Ukraine.

Ukraine fortsætter med at ’udføre en offensiv operation i Kursk-regionen’, fortalte forsvarschefen mandag.

Omkring 120.000 personer er blevet evakueret fra regionen som følge af det ukrainske offensiv, fortalte guvernøren i Kursk, Aleksej Smirnov.

Mandag morgen påbegyndte de russiske myndigheder desuden evakuering i af områder i regionen Belgorod.

Ved middagstid var foreløbig 11.000 personer blevet evakueret. Det oplyste det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her