Mindst 28 pakistanske pilgrimme er blevet dræbt i en busulykke i Iran, og yderligere 23 er blevet såret, oplyser iranske statsmedier onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Pilgrimmene var på vej til Irak, hvor de skulle deltage i et religiøst ritual, skriver AFP.
»En bus med pakistanske pilgrimme om bord væltede og brød i brand ved kontrolposten Dehshir-Taft i provinsen Yazd centralt i Iran tirsdag aften«, lyder det fra iransk stats-tv.
»28 mennesker er blevet dræbt og 23 såret, men der er risiko for, at dødstallet stiger«, lyder det videre.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at syv af de sårede er i kritisk tilstand, og at seks af de sårede har forladt hospitalet.
Det var en teknisk fejl i bussens bremsesystem, der var skyld i ulykken, ifølge det iranske trafikpolitis indledende undersøgelser, skriver Reuters.
Millioner deltager i pilgrimsfærd
Pakistans konsul i Iran er blevet inviteret til Yazd-provinsen for at følge op på ulykken, siger generaldirektøren for krisehåndtering i Yazd-provinsen til iransk stats-tv ifølge Reuters.
Millioner af shiamuslimer deltager i øjeblikket i Arba’in-pilgrimsrejsen mod Iraks Karbala-provins. Begivenheden markerer den 40. dag efter Husayn ibn Alis død. Han var barnebarn af den islamiske profet Muhammed og en central figur for shiamuslimer.
Millioner af shiamuslimer tager allerede del i pilgrimsfærden til Karbala.Sidste år mødte cirka 22 millioner pilgrimme op ved helligdommen i byen Karbala ifølge en officiel opgørelse. Det er her, at imam Hussein og hans bror Abbas ligger begravet. Hussein døde i Karbala under et militært sammenstød mellem tilhængere og modstandere af ham i år 680. Det satte skel inden for de to store retninger shia- og sunnislam.
ritzau
fortsæt med at læse




























