Mindst 55 demonstranter er blevet anholdt i forbindelse med voldelige sammenstød med politi ved det israelske konsulat i Chicago, hvor Demokraterne holder konvent.
Det skriver nyhedsbureauet AP onsdag.
Blot minutter efter at en propalæstinensisk demonstration var gået i gang, var der sammenstød med betjente på konventets anden aften tirsdag.
Politichef Larry Snelling beskylder de anholdte for, at de ’mødte op med en intention om at begå vold og hærværk’.
»Vi var ikke dem, som indledte volden, men vi svarede igen på den«, siger Snelling ifølge AP.
Demonstrationen fandt sted godt tre kilometer fra det sted, hvor Demokraternes konvent finder sted. Det afholdes i arenaen United Center.
Ved konventet præsenteres vicepræsident Kamala Harris - der allerede har vundet en online-afstemning blandt delegerede - som den officielle demokratiske præsidentkandidat.
Torsdag ventes Harris, der flere gange ved vælgermøder er blevet afbrudt af Gaza-demonstranter, officielt at acceptere sin nominering.
Krigen i Gaza er et emne, der kræver, at vicepræsidenten træder varsomt.
Fra den mere venstreorienterede del af Det Demokratiske Parti har flere udtrykt vrede over, at Harris har sagt, at hun støtter Israels ret til at forsvare sig selv.
Der har under konventet været organiseret en række propalæstinensiske demonstrationer.
ritzau




























