Det står ikke klart, om Edmundo González Urrutia faktisk dukker op til afhøring, han mandag er indkaldt til.

Venezuela stævner oppositionskandidat som er gået under jorden

Oppositionens præsidentkandidat Edmundo González Urrutia gik under jorden efter landets kontroversielle præsidentvalg, der fandt sted i slutningen af juli. Han har siden levet i skjul.  Foto: Gabriela Oraa/Ritzau Scanpix
Oppositionens præsidentkandidat Edmundo González Urrutia gik under jorden efter landets kontroversielle præsidentvalg, der fandt sted i slutningen af juli. Han har siden levet i skjul.  Foto: Gabriela Oraa/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I Venezuela skal oppositionens præsidentkandidat, Edmundo González Urrutia, mandag til afhøring i en efterforskning, som er blevet igangsat af embedsmænd med en tæt tilknytning til præsidenten, Nicolas Maduro.

Edmundo González Urrutia gik under jorden efter landets kontroversielle præsidentvalg, der fandt sted i slutningen af juli. Han har siden levet i skjul.

Maduro blev ved valget erklæret genvalgt. I kølvandet fulgte store demonstrationer og uroligheder på tværs af landet.

Mindst 25 demonstranter har mistet livet, og omkring 2400 personer er ifølge FN blevet anholdt.

Oppositionen mener, at dens kandidat, Edmundo González Urrutia, var den sande vinder.

Selv om den 74-årige oppositionspolitiker er indkaldt til afhøring mandag, står det ikke klart, om han faktisk dukker op fra sit skjulested.

Præsident Maduro har truet med at få både ham og oppositionens leder, Maria Corina Machado, anholdt.

Af samme årsag er González Urrutia tidligere udeblevet fra et retsmøde, han var indkaldt til, der lige som efterforskningen handler om det omdiskuterede valg og hans deltagelse i det.

Anklagerne meddelte lørdag, at de havde indkaldt ’borger Edmundo González Urrutia den 26. august klokken 10 om morgenen til en afhøring’.

Det vil sige, at afhøringen skal finde sted klokken 16 dansk tid.

Senere samme dag bekræftede politikeren, at han var blevet indkaldt ’uden garanti’ for en retfærdig rettergang. Han anklagede samtidig statsadvokaten for at partiskhed.

Efterforskningen handler specifikt om oppositionens offentliggørelse af valgresultater, som - ifølge Maduros modstandere - viser, hvordan Maduro tydeligvis tabte valget.

USA, EU og flere sydamerikanske lande har nægtet at anerkende Maduro som vinderen af valget, hvis ikke myndighederne deler detaljerede valgresultater fra afstemningen, der fandt sted den 28. juli.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her