Den russiske programmør og matematiker samt medstifter af beskedtjenesten Telegram Nikolai Durov er eftersøgt af franske myndigheder, viser dokumenter, som det amerikanske medie Politico har set.
Lørdag blev hans bror, Pavel Durov, der er administrerende direktør af Telegram, anholdt af fransk politi i en lufthavn nord for Paris. Ifølge Politico udstedte franske myndigheder en arrestordre på begge mænd 25. marts i år på grund af mistanke om »medvirken til at besidde, distribuere, tilbyde eller gøre pornografiske billeder af mindreårige tilgængelige i en organiseret gruppe«.
Arrestordrerne blev ifølge Politico udstedt efter en undercover-efterforskning i Telegram ledt af en fransk cyberkriminalitetsafdeling i Paris. På beskedtjenesten skrev en mistænkt person om at lokke mindreårige piger til at sende »selvproduceret børnepornografi« og derefter true med at offentliggøre materialet på sociale medier.
Den mistænkte fortalte også efterforskerne, at han havde voldtaget et »lille barn«, viser dokumentet, som Politico har læst. Franske myndigheder bad Telegram om at identificere den mistænkte, men ledelsen vendte ikke tilbage. Det var på den baggrund, at Pavel Durov blev anholdt lørdag, og at hans bror, Nikolai Durov, også er eftersøgt.
Telegram mangler ifølge anklagemyndigheden moderatorer, som er brugere, der kan styre debatten på et socialt medie og har beføjelser til at frasortere kriminel aktivitet samt hadefuld tale. Det mistænkes, at selskabet på den måde er medskyldigt i blandt andet udbredelse af børneporno, narkotikahandel og bedrageri, fordi kommunikationen om den ulovlige aktivitet får lov til at gå under radaren på tjenesten. Dokumenterne, som Politico har læst, indikerer »på ingen måde«, at nogen af Durov-brødrene har været direkte involveret i de kriminelle aktiviteter, skriver mediet.
Det franske indenrigsministerium og fransk politi har afvist at kommentere sagen.
Telegram bruges særligt i Rusland, Ukraine og de tidligere sovjetrepublikker. Beskedtjenesten regnes for at være et af verdens største sociale medier efter Facebook, YouTube, WhatsApp, Instagram, TikTok og WeChat. Det er Telegrams mål at nå en milliard brugere i løbet af det næste år.
Ritzau
fortsæt med at læse


























