Fire mennesker er blevet dræbt i Gazastriben, da israelske styrker rettede et luftangreb mod deres bil i en konvoj med nødhjælp.
Det meddeler den amerikanske hjælpeorganisation America Near East Refugee Aid (Anera), der stod bag leveringen af mad og brændstof til et hospital i Gazastriben.
Angrebet fandt sted torsdag, men meddelelsen fra Anera er først kommet fredag.
De fire dræbte sad i den forreste bil i nødhjælpskonvojen. De arbejdede for et lokalt transportselskab og var ifølge de foreløbige oplysninger alle palæstinensere.
De arbejdede ikke for Anera.
Israels militær siger, at det gennemførte luftangrebet, efter at ’et antal bevæbnede voldsmænd tog kontrol med køretøjet’.
Militæret siger videre, at ’tilstedeværelsen af bevæbnede personer ikke var koordineret’, inden konvojen satte i gang.
Aneras direktør, Sean Carroll, siger, at organisationens oplysninger peger på, at det var ’et tilfælde af, at partnere på stedet forsøgte at foretage en vellykket leverance af nødhjælp’.
»Det bør ikke koste folk livet«, tilføjer han.
Anera siger, at det israelske luftangreb kom uden forudgående varsel.
Ingen af hjælpeorganisationens egne ansatte kom til skade.
»Men en Anera-ansat, som befandt sig i bil nummer to, bevidnede angrebet på nært hold, lyder det i en meddelelse.
Krigen mellem Israel og den palæstinensiske Hamas-bevægelse har kostet over 40.000 mennesker livet. Blandt dem er også hjælpearbejdere, først og fremmest palæstinensere.
Over to millioner mennesker i Gazastriben befinder sig ifølge FN i ’en daglig kamp for overlevelse’.
ritzau




























