Sveriges udenrigsminister, Tobias Billström, forlader landets regering. Det skriver han onsdag på det sociale medie X.
Billström skriver, at han vil meddele sin afgang til Riksdagen, når det svenske parlament tirsdag samles igen efter sommerferien.
»Det er med en blanding af vemod og stolthed, at jeg i dag har meddelt statsministeren, at jeg i forbindelse med Riksdagens åbning på tirsdag forlader posten som udenrigsminister«, meddeler han.
Tobias Billström tilhører det liberale-konservative parti Moderaterna. Dermed er han partifælle med statsminister Ulf Kristersson.
Ud over at trække sig som minister forlader Billström helt svensk politik og Riksdagen, skriver han videre.
Han skriver ikke direkte, hvad der er årsag til hans beslutning. Men han nævner, at den har været længe undervejs.
»Hvad jeg skal lave fremover, står stadig åbent. Men jeg er kun 50 år og ser frem til at bidrage og arbejde hårdt i andre sammenhænge, hvor mit engagement kommer til sin ret«, skriver han.
Billström fremhæver, at han i løbet af sine to år som udenrigsminister især er stolt over at have bragt Sverige gennem »en til tider udfordrende Nato-proces«.
Efter årtiers neutral forsvarspolitik blev Sverige i marts i år fuldgyldigt medlem af Nato.
Et politisk flertal i Sverige besluttede at søge optagelse sammen med Finland, efter at Rusland i februar 2022 invaderede Ukraine og dermed ændrede ved det sikkerhedspolitiske billede i Europa.
ritzau
fortsæt med at læse


























