Opdateret onsdag klokken 20.34
Kommunikationsudstyr ejet af medlemmer af Hizbollah er for anden dag i træk eksploderet flere steder i Libanon.
Ifølge de libanesiske sundhedsmyndigheder er der mindst 14 dræbte og flere end 450 sårede i det blodige angreb, der kommer dagen efter en bølge af eksplosioner tirsdag i personsøgere, som blandt andet har været brugt af medlemmer af den militante milits Hizbollah. Her blev 12 personer dræbt og næsten 3.000 andre såret.
Ved dagens angreb er det ifølge Hizbollahs egen tv-station walkie-talkier, der er eksploderet i hænderne på folk.
Nyhedsbureauet Reuters beskriver kommunikationsudstyret som håndholdte radioer.
På de sociale medier deler flere lokale libanesiske medier videooptagelser, der angiveligt viser de nye eksplosioner – blandt andet under en begravelse for flere af ofrene for gårsdagens angreb.
Reporter Ali Hashem fra Al Jazeera var vidne til to eksplosioner i Tyrus i det sydlige Libanon: »Der var en bil der eksploderede lige bag os. Samtidig var der en eksplosion et andet sted i nærheden«, fortæller han og fortsætter:
»Jeg er lige nu midt på gaden. Der er ambulancer og kaos overalt«.
Beskylder Israel for at stå bag
Blandt de mange dræbte og sårede tirsdag var – udover Hizbollah-medlemmer – også et stort antal civile. Hospitalerne har siden tirsdag arbejdet på højtryk, og Libanesisk Røde Kors melder om 30 ambulanceteams, der igen onsdag er blevet sendt ud for at behandle de mange sårede.
FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, siger i en udtalelse, at han er »dybt bekymret« over de seneste dages angreb og opfordrer alle parter til at gøre alt, hvad de kan, for at undgå at situationen eskalerer yderligere.
FN’s Sikkerhedsråd ventes også at mødes for at drøfte angrebene senere på ugen.
Udover eksplosionerne i Libanon tirsdag, blev der også meldt om eksplosioner i nabolandet Syrien, hvor flere libanesiske Hizbollah-medlemmer ankom til hospitaler i Syriens hovedstad, Damaskus, efter de personsøgere de bar på, eksploderede.
Den libanesiske informationsminister har efterfølgende beskyldt Israel for at stå bag de utallige eksplosioner. Israel har hverken be- eller afkræftet, at de står bag angrebene på tværs af Libanon.
Kommunikationsudstyret der er sprængt, blev indkøbt af Hizbollah for fem måneder siden.
fortsæt med at læse




























