Til en militærparade lørdag lancerer Iran, hvad landet selv kalder en af verdens mest avancerede droner.

Iran lancerer Kamikaze-drone med 4000 kilometers rækkevidde

Lyt til artiklen

Iran offentliggør ny ’Kamikaze-drone’ med en angivelig rækkevidde på 4.000 kilometer til militærparade i den iranske hovedstad Teheran lørdag.

Det skriver det tyske nyhedsbureau DPA.

Den nye iranske drone er en af de mest avancerede i verden, skriver det iranske statsmedie IRIB ifølge DPA.

Irans nye præsident Masoud Pezeshkian var til stede ved paraden lørdag, der er en årlig begivenhed for mindet om krigen mod Irak, der forløb fra 1980 til 1988.

»I dag er vores defensive og afskrækkende evner vokset så meget, at ingen dæmon vil overveje aggressioner mod vores kære Iran«, sagde præsidenten under paraden ifølge AFP.

Nyheden kommer i kølvandet på flere beskyldninger om, at det iranske militær forsyner Rusland med våben og andet militært isenkram i krigen mod Ukraine, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her