Artiklen er opdateret kl. 17.15.
Talebans højesteret i Afghanistan idømte mandag en kvinde 30 piskeslag og seks måneders fængsel for at have haft et illegitimt forhold og være løbet væk hjemmefra, skriver det tyske nyhedsbureau dpa. Alle former for seksuelle forhold uden for ægteskab er ulovlige i Afghanistan.
Taleban-styret har implementeret en stram fortolkning af islamisk lov, siden det igen kom til magten i Afghanistan i august 2021, efter at USA trak sine soldater hjem fra landet.
Talebans tilbagevenden til magten har blandt andet betydet en genindførsel af offentlig piskning og henrettelser for forbrydelser som mord, røveri og utroskab. Flere end 620 personer, herunder kvinder, er siden Talebans magtovertagelse blevet straffet med offentlig piskning, skriver mediet Amu TV, der skriver om Afghanistan fra sit hovedkontor i USA.
FN kritiserer Talebans afstraffelsesmetoder og udtaler, at det er i strid med konventionen mod tortur. Taleban-myndighederne har afvist kritikken og siger, at denne form for straf er i overensstemmelse med landets lovgivning og nødvendig for at sikre sikkerhed og tryghed for offentligheden.
Kvinder og piger lider under de restriktioner, som styret har indført – herunder udelukkelse fra offentlige parker, universiteter og muligheden for at synge i offentligheden. FN har betegnet dette som »kønsapartheid«.
Af den årsag indleder Australien, Canada, Tyskland og Holland en retssag mod Taleban-styret i Afghanistan. Landene mener, at Afghanistan overtræder FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder – også kendt som kvindekonventionen – som landet har tilsluttet sig. Det kan føre til en høring ved Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag.
Flere end 20 lande har udsendt en erklæring i New York, som støtter de fire landes retssag mod Afghanistan for dets »pågående store og systematiske brud« på konventionen. Den Internationale Domstols afgørelser er juridisk bindende, men retten har ingen mekanisme til at håndhæve dommene.
ritzau
fortsæt med at læse




























