Da Lars Bay Larsen var nyslået teenager, stod han en sommerdag i 1966 i en pladebutik i Hørsholm og grublede over, om han skulle bruge sine 10 kroner på den nyeste Beatles- eller Rolling Stones-single. Et af de første svære valg, han kan huske. Valget faldt på Rolling Stones, og i dag føles det som et let valg, der har defineret lidenskaben lige siden.
Uden for den danske EU-dommers kontor på 7. sal i den enorme domstolsbygning i Luxembourg hænger to farverige portrætter af Keith Richards, guitaristen fra det legendariske band. Som en slags bevis på, at nogle af hverdagens valg bliver definerende.




























