EU-Kommissionens formand fordømmer Irans missilangreb på Israel og opfordrer til våbenhvile.

Von der Leyen opfordrer til våbenhvile i Gaza og Libanon

»Jeg fordømmer på det kraftigste Irans missilangreb på Israel«, siger Ursula von der Leyen.  Foto: Benjamin Cremel/Ritzau Scanpix
»Jeg fordømmer på det kraftigste Irans missilangreb på Israel«, siger Ursula von der Leyen.  Foto: Benjamin Cremel/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fordømmer missilangrebet på Israel og opfordrer til våbenhvile.

Udmeldingen kommer onsdag på et pressemøde i forbindelse med et besøg fra Storbritanniens premierminister, Keir Starmer.

»Det geopolitiske landskab skifter foran vores øjne. Det har vi set over de seneste dage i Mellemøsten«.

»Jeg fordømmer på det kraftigste Irans missilangreb på Israel«, siger Ursula von der Leyen.

EU har længe opfordret til våbenhvile i Gaza. Den opfordring omfatter nu også Libanon, der har været slagmark for de gensidige angreb mellem Israel og Hizbollah.

»Voldsspiralen truer uskyldige civiles liv. Den fører også til en bredere konflikt i regionen. Det skal undgås for enhver pris«, siger von der Leyen.

Hun opfordrer derfor parterne til at lade våbnene tie:

»EU fortsætter med at opfordre til våbenhvile over grænsen til Libanon og over grænsen til Gaza«.

»Vi opfordrer også til frigivelse af alle gidsler, som vi næsten har gjort det i et år nu«, siger von der Leyen.

Mandag mødtes EU-landenes udenrigsministre for at diskutere situationen.

I den forbindelse fastslog udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at Danmark støtter et forslag fra blandt andet USA og Frankrig om en 21 dage lang våbenhvile i Libanon.

»Den igangværende udvikling er yderst bekymrende. Det er helt afgørende, at alle parter udviser tilbageholdenhed og bidrager til at deeskalere«.

»Derfor støtter vi fra dansk side varmt op om forslaget fra Frankrig, USA og andre lande om en øjeblikkelig 21-dages våbenhvile mellem parterne«, sagde Lars Løkke Rasmussen i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Siden er situationen eskaleret yderligere med fortsatte Israelske angreb i Libanon og missilangrebet fra Iran mod Israel.

Lars Løkke Rasmussen kaldte tirsdag Irans missilangreb for ’en forkastelig eskalering af konflikten i Mellemøsten’.

Løkke er klar til at se på, hvilke konsekvenser angrebet skal have for Iran:

»Vi har tidligere i år udvidet EU’s sanktioner mod Iran, og jeg er klar til at se på, hvilke yderligere konsekvenser dette angreb skal få for Iran«, sagde Løkke i en skriftlig udtalelse tirsdag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her