En afghansk mand har erkendt, at han planlagde et angreb på vegne af Islamisk Stat til USA’s præsidentvalg.

27-årig afghaner erkender planer om angreb på amerikansk valgdag

Mændene blev anholdt mandag, da de mødtes med undercoveragenter for det amerikanske forbundspoliti, FBI, for at købe to rifler af typen AK-47. Foto: Yuri Gripas/Ritzau Scanpix
Mændene blev anholdt mandag, da de mødtes med undercoveragenter for det amerikanske forbundspoliti, FBI, for at købe to rifler af typen AK-47. Foto: Yuri Gripas/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En 27-årig afghansk mand er blevet anholdt i USA og har erkendt, at han på vegne af Islamisk Stat (IS) planlagde et angreb mod en større forsamling af mennesker på dagen for det amerikanske præsidentvalg, 5. november.

Det skriver det amerikanske justitsministerium i en pressemeddelelse.

Manden, Nasir Ahmad Tawhedi, er ikke amerikansk statsborger, men bor i Oklahoma City. Han havde fået opholdstilladelse med et visum, som gives til afghanere, som har arbejdet som tolke for USA’s militær.

Det står dog ikke helt klart i pressemeddelelsen, om manden har arbejdet for amerikanske soldater i Afghanistan.

Justitsministeriet er ikke vendt tilbage med en afklaring til nyhedsbureauet Reuters, som har bragt historien.

Efterforskningen viser ifølge ministeriet, at Tawhedi har søgt på, hvordan man kan følge med på overvågningskameraer i USA’s forbundshovedstad, Washington D.C.

Han har også søgt på nettet for at finde ud af, hvor i USA man kan købe skydevåben uden tilladelse fra myndighederne.

Tawhedi arbejdede sammen med sin mindreårige svigerbror.

De blev begge anholdt mandag, da de mødtes med undercoveragenter for det amerikanske forbundspoliti, FBI, for at købe to rifler af typen AK-47.

Da Tawhedi efterfølgende blev afhørt af politiet, fortalte han, at angrebet skulle rettes mod en stor menneskemængde. Han regnede på forhånd med, at både han og svigerbroren ville miste livet i angrebet.

USA’s justitsminister, Merrick Garland, siger i pressemeddelelsen, at man »vil fortsætte med at kæmpe mod den trussel, som IS og dens tilhængere udgør’ mod landet.

»Vi skal identificere, efterforske og føre rettergang mod personer, som forsøger at terrorisere det amerikanske folk«, siger Garland.

IS er en væbnet islamistisk bevægelse, som forsøger at etablere et kalifat i Mellemøsten. I midten af 2010’erne sad bevægelsen på et større område i Syrien og Irak og udførte flere angreb i Europa.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her