EU-landenes ledere var i aftes samlet til topmøde i Bruxelles, da nyheden om, at lederen af Hamas, Yahya Sinwar, var blevet dræbt af israelske soldater i Gaza, kom.
Statsminister Mette Frederiksen (S) var blandt de stats- og regeringschefer, der fik nyheden under topmødet.
»Hamas-lederen, der blev dræbt, er en af arkitekterne bag angrebet på Israel. Set med danske briller, så er det svært at beklage det dødsfald. For det er en hardcore terrorist, vi har med at gøre«, siger Mette Frederiksen.
På EU-topmødet diskuterede EU-landene også situationen i Mellemøsten. Her var der ifølge Mette Frederiksen både enighed om at stå bag Israels ret til selvforsvar og samtidig opfordre til mere nødhjælp og et stop for israelske bosættelser.
Her er nogle af de øvrige reaktioner på nyheden om Yahya Sinwars død:
Joe Biden, USA’s præsident:
»Det her er en god dag for Israel, for USA og for verden«.
Kamala Harris, USA’s vicepræsident og præsidentkandidat:
»Retfærdigheden er sket fyldest«.
Mark Rutte, generalsekretær i Nato.
»Hvis han er død, så vil jeg personligt ikke savne ham«. (Udtalelsen kom kort før bekræftelsen på, at Sinwar er død)
Mike Johnson, republikaner og leder af Repræsentanternes Hus i USA:
»Hans død bringer håb til alle, der vil leve i frihed, og lettelse til israelere, som han har forsøgt at holde nede«.
Chuck Schumer, demokratisk flertalsleder i Senatet i USA:
»I sin tro og sine handlinger har Sinwar kostet så megen smerte for det israelske og palæstinensiske folk, at elimineringen af ham fra scenen vil bane vejen for, at alle gidslerne hurtigt kan komme hjem, herunder 7 amerikanere.
Annalena Baerbock, Tysklands udenrigsminister, opfordrer til, at Hamas omgående løslader sine israelske gidsler:
»En ond morder og en terrorist«, kalder hun Sinwar.
John Healey, Storbritanniens forsvarsminister:
»Jeg vil ikke sørge over, at en terrorleder som Sinwar er død«.
Antonio Tajani, Italiens udenrigsminister:
»Jeg håber, at Hamas-lederens forsvinden kan føre til våbenhvile i Gaza«.
Emmanuel Macron, Frankrigs præsident, kræver alle Hamas-gidsler løsladt og siger.
»Yahya Sinwar var den hovedansvarlige for terrorangrebene og de barbariske handlinger den 7. oktober 2023«.
Irans FN-mission på X:
»Modstandsånden vil blive styrket. Han (Yahya Sinwar, red.) vil blive et forbillede for ungdommen og for børn, som vil træde i hans fodspor mod befrielsen af Palæstina«.
ritzau
fortsæt med at læse




























