Borgerne i Moldova går søndag til præsidentvalg og skal desuden stemme om landets mulige fremtid i EU.

Hundredvis er anholdt for valgsnyd op til EU-afstemning i Moldova

Foto: Daniel Mihailescu/Ritzau Scanpix
Foto: Daniel Mihailescu/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Politiet i Moldova har op til søndagens valg i landet anholdt flere hundrede personer, der mistænkes for at være involveret i et svindelsystem, hvor vælgere er blevet betalt for at afgive deres stemme.

På den baggrund opfordrer landets premierminister, Dorin Recean, vælgerne til at være opmærksomme på eventuelle svindlere i forbindelse med valget.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

»Vores land står ved en skillevej«.

»En gruppe tyve forsøger at bedrage folk ved at love dem penge og give dem falske oplysninger«, siger Dorin Recean til AFP.

Det er uklart, hvordan valgsvindlen skal være foregået, og hvordan vælgerne har modtaget betaling for deres stemmer.

Men politiet mener, at russiske kræfter står bag, og at op til hver fjerde vælger, der afgiver en stemme, kan være blevet bestukket med russiske penge.

Moldova går søndag både til præsidentvalg og folkeafstemning.

Folkeafstemningen handler om Moldovas mulige fremtid i EU.

Således skal borgerne svare på, hvorvidt landets forfatning skal ændres, så medlemskab af EU gøres til en strategisk prioritet for landet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her