USA tilslutter sig den række af stemmer, der opfordrer til en granskning af Georgiens omstridte valgresultat.

USA opfordrer til efterforskning af omstridt georgisk valg

Foto: Vano Shlamov/Ritzau Scanpix
Foto: Vano Shlamov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 11.41.

USA erklærer sig enig i, at der bør blive indledt en efterforskning af »valgrelaterede overtrædelser« i Georgiens parlamentsvalg, fastslår landets udenrigsminister, Antony Blinken, natten til mandag dansk tid i en udtalelse skriver AFP.

Det officielle resultat har peget på en sejr til regeringspartiet Georgisk Drøm. Med henvisning til flere valgobservatører siger Blinken dog, at valget har været præget af »køb af stemmer og vælgerintimidering«.

»Vi fordømmer alle overtrædelser af internationale normer, og vi tilslutter os opfordringerne fra internationale og lokale valgobservatører om en fuld efterforskning af alle meldinger om valgrelaterede overtrædelser«, lyder det i udtalelsen.

Internationale observatører har meldt om betydelige uregelmæssigheder. Valgobservatørerne har blandt andet bidt mærke i, at der har været meldinger om intimidering, tvang og pres på vælgere – især på ansatte i den offentlige sektor.

Også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har udtalt, at han er bekymret over disse konklusioner og tager dem meget alvorligt. Observationerne ved valget »tyder på, at valget var præget af en ulige konkurrence, pres og spændinger«, lød det søndag aften fra Løkke på X.

Ligeledes har EU-præsident Charles Michel opfordret valgmyndigheder i Georgien til snarest at undersøge de påståede uregelmæssigheder ved valget.

Georgiens præsident, Salome Zurabisjvili, har opfordret sine landsmænd til at gå på gaden mandag for at protestere mod det »forfalskede valgresultat« ved parlamentsvalget, der fandt sted lørdag.

Valget er blevet betegnet som et skæbnevalg, der kan afgøre, om Georgien vil øge et fremtidigt samarbejde med Rusland eller EU. Fra EU bliver det set som et valg, som enten kan genoplive EU-drømmene eller give dem dødsstødet.

Rusland afviser

Den russiske regering afviser mandag beskyldninger om indblanding i Georgiens valg, skriver nyhedsbureauet AFP.

Både oppositionen og Georgiens provestlige præsident har talt om valgindblanding, efter at regeringspartiet, Georgisk Drøm, vandt valget denne weekend.

»Vi afviser på det kraftigste disse beskyldninger. Der var ingen indblanding. Disse beskyldninger er fuldstændig grundløse«, siger Dmitrij Peskov, som er talsmand for Ruslands præsident.

Peskov mener, at det er aktører i Europa, som forsøger at destabilisere Georgien.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her