To personer i byen Kharkiv er blevet indlagt, og også andre steder i regionen er folk blevet såret, lyder det.

Seks personer meldes såret i natlige angreb mod Kharkiv

Foto: State Emergency Service Of Ukrai/Ritzau Scanpix
Foto: State Emergency Service Of Ukrai/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 11.59.

Flere dele af den ukrainske region Kharkiv er natten til mandag dansk tid blevet ramt af luftangreb fra Rusland, siger ukrainske embedsmænd tidligt mandag morgen ifølge Reuters. Flere personer meldes såret i angrebene. Kharkiv ligger omkring 30 kilometer fra grænsen til Rusland.

I Kharkiv by, som er landets næststørste, gælder det to personer, som sent søndag aften blev indlagt på hospitalet. Angrebet blev her udført med præcisionsstyrede bomber, og det forårsagede også skader på flere beboelsesejendomme, siger byens borgmester, Ihor Terekhov, på beskedtjenesten Telegram. Her lyder det også, at byen i løbet af natten blev ramt af flere angreb.

I andre af regionens byer er i alt fire personer ligeledes blevet såret, oplyser regionens guvernør, Oleh Synjehubov, på Telegram.

Hvilken tilstand de sårede er i, fremgår ikke. Det står heller ikke umiddelbart klart, præcis hvor personerne befandt sig.

I et angreb mod byen Tsjuhujiv er en beboelsesejendom blevet beskadiget, oplyser Synjehubov. Ingen blev dog såret.

Det har ikke umiddelbart været muligt for Reuters at verificere oplysningerne.

Rusland har ikke kommenteret de ukrainske meldinger.

Tidligere har Rusland afvist, at landet retter angreb mod civile indbyggere i Ukraine i krigen, der har stået på siden Rusland invaderede nabolandet i februar 2022.

I Ukraine forbereder myndighederne sig på en ny bølge af angreb fra Rusland, som de forventer, vil være rettet mod landets energimæssige infrastruktur inden vinteren.

De seneste to år har Rusland angrebet Ukraines strømforsyninger for at gøre vinteren hårdere for befolkningen og dermed lægge pres på Ukraines myndigheder.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her