Artiklen er opdateret kl. 18.10.
Angrebet på israelske fodboldfans i Amsterdam er et tegn på den stigende antisemitisme i Holland, siger regeringsleder Dick Schoof.
»Jeg skammer mig over, hvad der skete i Holland«, siger han ifølge Reuters til journalister i forbindelse med EU-topmødet i Ungarns hovedstad, Budapest.
»Det har været en forfærdelig nat«.
Schoof tilføjer, at han vil forlade topmødet tidligt fredag eftermiddag for at vende tilbage til Amsterdam. På forhånd havde Schoof i et opslag på X fordømt de »uacceptable antisemitiske angreb på israelere«. Han har talt med Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu.
Geert Wilders, der er politisk leder på den yderste højrefløj i Holland, har betegnet overfaldene som »en pogrom«.
»Vi er blevet Europas Gaza«, siger han og tilføjer, at muslimer med palæstinensiske flag jagtede jøder gennem Amsterdams gader.
Det er dog endnu uvist, om overfaldene opfylder kriterierne for en pogrom.
Fakta
Pogrom
Angreb på jøder og deres ejendom bliver omtalt som en pogrom. Den første bølge af pogromer begyndte i det russiske imperium i 1881 efter mordet på den russiske tsar Aleksander II.
Som konsekvens oprettede de russiske jøder de første zionistiske organisationer, ligesom en stor udvandring til USA begyndte.
Kilder: lex.dk, folkedrab.dk
Stor konfrontation blev undgået onsdag aften
Ifølge hollandsk politi brød mindre skænderier mellem fodboldfans ud allerede onsdag aften i Amsterdam, skriver nyhedsbureauet AFP, som har lavet en tidslinje over de voldelige episoder, der har fundet sted i Amsterdam efter fodboldkampen torsdag aften.
Tilhængere af den israelske fodboldklub rev et flag ned, ødelagde en taxa og brændte et palæstinensisk flag på en plads i Amsterdam onsdag aften. Politiet måtte gribe ind over for israelerne, som kom op at skændes med nogle taxachauffører.
Ifølge politichef Peter Holla blev »en stor konfrontation undgået«.
Under selve kampen var atmosfæren angivelig »sportslig«, hvilket fodboldholdet Ajax roste begge fangrupperinger for. Efter at fodboldfansene havde forladt stadion, blev stemningen mere aggressiv.
De voldelige angreb fandt ikke kun sted i omegnen af stadion, oplyser Amsterdams kommunalbestyrelse ifølge AFP.
»I flere dele af byen blev fans angrebet, overfaldet og kastet fyrværkeri efter«, lød udtalelsen.
På sociale medier spredte videoer fra aftenen sig hurtigt. Blandt andet en video, hvor fans fra fodboldholdet Maccabi råber ’Slut med araberne! Vi vinder!’. Videoen er ikke blevet bekræftet af de lokale myndigheder.
»Vi har set videoerne, og vi er ved at undersøge dem. Vi prøver at få et bedre overblik over, hvad der skete«, siger en talsmand for det hollandske politi til AFP.
Alle savnede israelere er nu redegjort for
Fredag eftermiddag er det første fly med evakuerede israelere landet i lufthavnen i den israelske storby Tel Aviv, skriver AFP. Det statslige israelske luftfartsselskab, El Al, meddelte tidligere fredag, at der ville blive sendt tre fly til Holland for at hente israelere hjem fra Holland.
Det kommer efter voldsomme overfald på israelske fodboldfans efter en kamp mellem den hollandske fodboldklub Ajax og den israelske klub Maccabi Tel Aviv. I et opslag på Facebook skriver El Al, at det første af de tre fly lander i Tel Aviv fredag og det sidste søndag morgen.
Selskabets bestyrelsesformand, Amikam Ben Zvi, oplyser ifølge AFP, at der vil være læger og andet sundhedspersonale om bord på de tre fly. Desuden har israelske statsborgere mulighed for at flyve gratis med de afgange, der allerede er planlagt med almindeligt rutefly.
Israels udenrigsministerium oplyste tidligt fredag eftermiddag, at de israelere, der var meldt savnet i Amsterdam, nu er redegjort for:
»Alle de israelere, der blev kvæstet og bragt til hospitalet, er udskrevet«.
ritzau
fortsæt med at læse




























