Avisen The New York Times beskriver det som den myndighed, der er den største skydeskive for Donald Trump, og nu har den kommende præsident udnævnt den fremtidige chef for det amerikanske miljøagentur, Environmental Protection Agency (EPA).
Det bliver den 44-årige Lee Zeldin, som skal stå i spidsen for myndigheden, der er ansvarlig for at beskytte det amerikanske miljø. En post, som svarer til at være miljøminister i Danmark. Lee Zeldin skriver i et opslag på det sociale medie X, at det er en »ære at blive en del af præsident Trumps regering«.



























