I maj blev Donald Trump kendt skyldig i sagen om bogføring i forbindelse med udbetaling af tys-tys-penge.

Dom i sag om tys-tys-penge mod Trump udsættes

Retssagen mod USA’s kommende præsident, Donald Trump, om udbetaling af tys-tys-penge til en pornoskuespiller sættes indtil videre på pause. Foto: Callaghan O'hare/Ritzau Scanpix
Retssagen mod USA’s kommende præsident, Donald Trump, om udbetaling af tys-tys-penge til en pornoskuespiller sættes indtil videre på pause. Foto: Callaghan O'hare/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Afgørelse om, hvorvidt Donald Trump kan dømmes i sag om udbetaling til Stormy Daniels, er udsat mindst en uge.

Retssagen mod USA’s kommende præsident, Donald Trump, om udbetaling af tys-tys-penge til en pornoskuespiller sættes indtil videre på pause.

Efter planen skulle en dommer i New York tirsdag beslutte, hvorvidt Trump kan dømmes i sagen, eller om sagen skal frafaldes.

Men en sådan afgørelse foreligger tidligst 19. november.

Det fremgår af en afgørelse fra domstolen i New York, som behandler sagen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der mangler kun strafudmålingen i sagen.

Havde ’en vis’ immunitet

Al videre behandling af sagen sættes på pause indtil 19. november.

I maj blev Trump kendt skyldig i at have forfalsket et dokument for at dække over en udbetaling på 130.000 dollar til pornoskuespilleren Stormy Daniels op til præsidentvalget i 2016.

To måneder senere fastslog den amerikanske højesteret, at Trump havde ’en vis’ immunitet i forhold til handlinger, han begik i sin tid som præsident.

Herefter var det uklart, hvilken betydning det ville få for Trump i sagen om bogføringen i forbindelse med udbetalingen af tys-tys-pengene.

Beslutningen om at udsætte afgørelsen er truffet af dommer Juan Merchan, efter at anklagere fra Manhattans distriktsanklagers kontor søndag anmodede ham om at sætte sagen på pause.

Årsagen var Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg 5. november og hans kommende indsættelse 20. januar 2025.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her