Blandt de dræbte er fem personer, der opholdt sig i et hus øst for Beirut, oplyser sundhedsministerium.

11 personer meldes dræbt i israelske angreb i Libanon

Redningsarbejdere ved Baalshmay, der ifølge Libanons sundhedsministerium blev ramt af angreb.  Foto: Fadel Itani/Ritzau Scanpix
Redningsarbejdere ved Baalshmay, der ifølge Libanons sundhedsministerium blev ramt af angreb. Foto: Fadel Itani/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Israelske angreb på mål i Libanon har tirsdag kostet 11 mennesker livet.

Blandt de dræbte er fem personer, der døde i forbindelse med et angreb på et hus i bjerglandsbyen Baalshmay øst for Beirut.

Det oplyser det libanesiske sundhedsministerium i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Alder og køn på de omkomne fremgår ikke.

Baalshmay ligger uden for den militante bevægelse Hizbollahs højborg, der primært omfatter de sydlige forstæder til Beirut og den sydlige del af Libanon.

Foruden de fem dræbte i Baalshmay er en person blevet dræbt i den østlige Hermel-region og fem andre i landsbyen Tefahta, der ligger i det sydlige Libanon cirka 25 kilometer fra grænsen til Israel.

Israels militær intensiverede i slutningen af september sine angreb på mål, der sættes i forbindelse med Hizbollah i Libanon.

Hizbollah har samtidig skruet op for sine angreb på Israel.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her