Israels premierminister lover igen betaling for at få gidsler tilbage, og at Hamas ikke får magt i Gaza igen.

Netanyahu lover fem millioner dollar for hver gidsel

Foto: Ronen Zvulun/Ritzau Scanpix
Foto: Ronen Zvulun/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den israelske ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, tilbyder under et besøg i Gaza endnu en gang gidseltagerne fem millioner dollar for løsladelsen af hver gidsel. Derudover lover han dem, der løslader gidslerne, at de sammen med deres familie kan komme ud af det krigsramte område.

Ifølge Reuters understreger han, at Israel ikke giver op på at finde de resterende 101 gidsler, som ifølge de israelske myndigheder stadig befinder sig i Gaza.

»Vælg. Valget er jeres, men resultatet vil være det samme. Vi får dem alle tilbage«, siger Netanyahu, der ifølge Times of Israel pointerer, at han vil have gidslerne hjem, om de er levende eller døde..

Derudover siger han, at den militante organisation Hamas ikke længere skal styre Gaza, efter at krigen er slut. Han påstår, at Israel har ødelagt Hamas’ militære kapaciteter.

»Enhver, som tør at gøre skade på vores gidsler, vil have blod på deres hænder. Vi vil jagte dig og fange dig«, siger ministerpræsidenten i en videooptagelse, som blev filmet under hans besøg i Gaza.

Her fik han sammen med den israelske forsvarsminister, Israel Katz, og lederen af den israelske forsvarsstyrke, Herzi Halevi, en opdatering på de operationelle opgaver.

Ifølge nyhedsbureauet dpa har Hamas tidligere afvist tilbuddet om betaling for gidslerne og kaldt det useriøst. For Hamas er det kun en aftale om en ende på krigen og genopbygningen af Gaza, der kan føre til, at gidslerne vil blive løsladt.

7. oktober 2023 blev omkring 250 mennesker kidnappet i Israel. Ifølge Times of Israel er i hvert fald 34 af gidslerne i Gaza erklæret døde af de israelske forsvarsstyrker. Derudover har Hamas ifølge avisen to israelske civile, som tog til Gaza i 2014 og 2015, og ligene af to soldater fra de israelske forsvarsstyrker, som blev dræbt i 2014.

ritzau

Hvad skal politikerne gøre for at forbedre folkeskolen? Deltag i samtalen her

Politiken har samlet et panel af kompetente skolefolk, der kommer med deres bud på, hvordan folkeskolen kan forbedres.

Men hvad mener du?

Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her