Der er ingen atomvåben på en ny amerikansk militærbase i Polen, og missilbasen skal ikke bruges til angreb, men til forsvar.
Sådan lyder det fra det polske udenrigsministerium, efter at Ruslands udenrigsministerium har hævdet, at basen øger den generelle atomtrussel.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
»Den type trusler vil bestemt være et argument for at styrke Polens og Natos luftforsvar«, siger talsmand for Polens udenrigsministerium Pawel Wronski torsdag formiddag.
Missilbasen er en del af forsvarsalliancen Natos større missilskjold.
Den ligger i Redzikowo nær Polens østersøkyst og blev indviet 13. november.
Etableringen af missilbasen i Polen beskrives som ’endnu en åbenlys provokation’ fra USA’s og Nato-alliancens side af en talskvinde for det russiske udenrigsministerium.
Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
»Dette er endnu en åbenlys provokation i en række af særdeles destabiliserende strategiske træk begået af USA og dets allierede i Nato«, siger Maria Zakharova, der er talskvinde for Ruslands udenrigsministerium:
»Det fører uundgåeligt til større strategiske risici og - som en konsekvens heraf - en forværring af de globale atomtrusler«.
Hun tilføjer, at basen i Polen er blevet føjet til Ruslands liste over ’prioriterede mål’ for potentielle russiske angreb.
Basen har været undervejs siden 00’erne og kan ifølge Nato opfange kort- og mellemdistancemissiler.
Natos missilskjold udgøres af baser i Polen og Rumænien, amerikanske krigsskibe, der er placeret på en flådebase i Spanien, og et radarbaseret advarselssystem i Tyrkiet.
ritzau
fortsæt med at læse




























