Flere personer meldes dræbt i Libanons hovedstad, Beirut, der igen er blevet ramt af luftangreb.

Israelsk angreb rammer lejlighedsbygning midt i Beirut

Foto: Adnan Abidi/Ritzau Scanpix
Foto: Adnan Abidi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 11.34.

Fem israelske missiler har natten til lørdag dansk tid ramt en lejlighedsbygning midt i Libanons hovedstad, Beirut, skriver det statslige libanesiske nyhedsbureau.

»Hovedstaden Beirut er vågnet til en forfærdelig massakre, hvor den israelske fjendes luftvåben med fem missiler fuldstændig har ødelagt en lejlighedsbygning på otte etager«, skriver nyhedsbureauet.

Angrebet skal have fundet sted i Basta-området i Beirut. 11 personer meldes dræbt, oplyser det libanesiske sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP. Ministeriet tilføjer, at det vil være nødvendigt at undersøge dna fra flere ligdele for at kunne identificere dem. Først derefter vil ministeriet endeligt kunne opgøre, hvor mange der har mistet livet. 63 personer er sårede, lyder det videre.

Redningspersonale er lørdag formiddag dansk tid fortsat i gang med at fjerne murbrokker i den ødelagte bygning for at kunne søge efter sårede og dræbte. Billeder viser redningspersonale lede efter ofre i murbrokkerne fra den ødelagte bygning. De omkringliggende bygninger er også beskadiget.

Eksplosionen rystede hovedstaden omkring klokken 03 natten til lørdag dansk tid, fortæller vidner til Reuters. Det er det fjerde israelske luftangreb mod det centrale Beirut i denne uge. Hovedparten af Israels angreb er rettet mod Beiruts sydlige forstæder, som er kontrolleret af Hizbollah.

Israel indledte i september en større offensiv mod Hizbollah efter næsten et års fjendtligheder som følge af konflikten i Gaza. Siden har de to parter udført ugentlige angreb på hinanden. Søndag blev et højtstående medlem af Hizbollah dræbt i et israelsk angreb.

Hizbollah involverede sig i konflikten i solidaritet med Hamas-militsen, som indledte et angreb på Israel den 7. oktober 2023.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her