Mindst er person har mistet livet, efter fragtfly er styrtet ned i beboelsesejendom nær Litauens hovedstad.

Fragtfly styrter ned i beboelsesejendom nær litauisk lufthavn

Redningsarbejdere arbejder ved den beboelsesejendom, hvor et fragtfly styrtede ned tidligt mandag morgen. Foto: Petras Malukas/Ritzau Scanpix
Redningsarbejdere arbejder ved den beboelsesejendom, hvor et fragtfly styrtede ned tidligt mandag morgen. Foto: Petras Malukas/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mindst en person har mistet livet, efter at et fragtfly tidligt mandag morgen er styrtet ned nær lufthavnen i den litauiske hovedstad, Vilnius.

Styrtet skete omkring klokken 04.30 dansk tid.

Det fortæller en talsperson for lufthavnen tidligt mandag morgen ifølge Reuters.

Fragtflyet blev benyttet af logistik- og transportfirmaet DHL og blev fløjet af det spanske flyselskab Swiftair.

Fire personer befandt om bord på flyet, da det af ukendte årsager styrtede ned i en beboelsesejendom nær lufthavnen i Vilnius. Det skriver det litauiske medie Delfi.

En af de fire personer har mistet livet, mens yderligere to personer er kommet til skade og er blevet bragt til et hospital.

Alle de ombordværende er fundet. Blandt dem er én person død, mens de tre andre er kommet til skade, men har overlevet ulykken, oplyser den litauiske redningstjeneste til Reuters.

Har startet brand i ejendom

Landets nationale brand- og redningstjeneste oplyser til Delfi, at fragtflyet har startet en brand i den beboelsesejendom i to etager, som det styrtede ned i.

Redningsmandskab fortæller til mediet, at der ikke umiddelbart er nogen meldinger om, at de personer, der opholdt sig i ejendommen, skal være kommet noget til.

Der er fire lejligheder i ejendommen, der bebos af tre familier.

Politiet oplyser, at man har evakueret 12 personer fra ejendommen. Ingen af dem kom til skade i forbindelse med flystyrtet.

Brandfolk er i øjeblikket i gang med at slukke flammerne i bygningen. Flydriften er blevet genoptaget i lufthavnen, skriver mediet Delfi.

Flyet var angiveligt på vej fra lufthavnen i Leipzig.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her