Serbien afviser beskyldninger om at stå bag påstået terrorangreb i Kosovo. Politi har fundet stort våbenlager.

Otte anholdt efter eksplosion ved vigtig vandvej i Kosovo

Myndighederne i Kosovo beskriver hændelsen som et terrorangreb udført af Serbien. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Myndighederne i Kosovo beskriver hændelsen som et terrorangreb udført af Serbien. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Politiet i Kosovo har anholdt otte mistænkte efter en eksplosion, der delvist har ødelagt en vigtig kanal.

Desuden har politiet beslaglagt ’et stort våbenarsenal’.

Det meddeler Kosovos indenrigsminister, Xhelal Sveçla, lørdag ifølge Reuters.

Skaderne efter eksplosionen, der ramte kanalen sent fredag aften, er lørdag eftermiddag delvist repareret.

»På en eller anden måde har vi formået at reparere skaderne, anholde de mistænkte og konfiskere et stort våbenarsenal«, siger Sveçla på et livestreamet pressemøde.

Den kanal, der er blevet ramt af en eksplosion, forsyner et af Kosovos to store kraftværker med vand.

Kanalen er vigtig for både forsyningen af vand og strøm til det lille balkanlands indbyggere.

Myndighederne i Kosovo beskriver hændelsen som et terrorangreb udført af Serbien.

Nabolandet afviser beskyldninger om at stå bag, skriver AFP.

Serbiens præsident, Aleksandar Vucic, kalder det »grundløse beskyldninger« at påstå, at Serbien skulle være involveret.

Også EU’s udenrigschef, Josep Borrell, betegner eksplosionen ved kanalen som en »terrorhandling«.

»Det er en foragtelig sabotagehandling mod Kosovos vigtige civile infrastruktur, som leverer drikkevand til en betydelig del af Kosovos befolkning og er en vital del af Kosovos energisystem«, siger han i en udtalelse.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her