Julie Stage, der er advokat for hvalaktivisten Paul Watson, siger, at Justitsministeriet har oplyst hende, at det forventer at afgøre, om Watson kan udleveres til Japan inden for de kommende 14 dage.
Paul Watson har siddet fængslet i Grønland i Nuuk siden juli.
Japan ønsker ham udleveret og retsforfulgt på grund af en hændelse i Antarktis i 2010.
Her var Watson ifølge de japanske myndigheder med til at beskadige et hvalfangerskib og hindrede også japanske hvalfangere i at udføre deres arbejde. Et besætningsmedlem kom til skade, hedder det.
Watson selv nægter sig skyldig og har kæret dommerens kendelse om at forlænge fængslingen på stedet.
Julie Stage fortæller desuden, at Justitsministeriet har oplyst, at det har bedt Japan om supplerende oplysninger, inden det taget stilling til, om Paul Watson skal udleveres.
Mandag skal der i Retten i Grønland være retsmøde om, hvorvidt Paul Watson fortsat skal sidde fængslet på Anstalten i Nuuk.
ritzau
fortsæt med at læse


























